
Opskrift på kanelsnegle med frosting
Jeg har bagt disse vildt lækre, lune og totalt uimodståelige kanelsnegle! Ovenpå har de fået en rigtig god klat frosting med vaniljesukker, og de er helt perfekte som en lille morgenkage i weekenden, eller hvis man skal bruge lidt sødt til kaffen 😉

Kanelsnegle med frosting
Ingredienser
Dej til kanelsnegle
- 50 gram Gær
- 100 gram Smør
- 250 gram Mælk
- 1 stk. Æg
- 40 gram Sukker
- 10 deciliter Hvedemel
Kanelfyld
- 100 gram Smør blødt
- 2 tsk. Kanel
Til pensling
- 1 stk. Æg
Frosting
- 100 gram Smør blødt
- 4 deciliter Flormelis
- 11 gram Vaniljesukker
Sådan gør du
Dej til kanelsnegle
- Smelt smørret i en gryde og tilføj til sidst mælk. Hæld smørblandingen på din røremaskine, når det er kølet lidt af.
- Rør gæren ud i den lunkne smørblanding og tilføj herefter æg, salt og sukker.
- Tilføj melet lidt ad gangen, mens røremaskinen kører.
- Dæk skålen til med et rent klæde eller viskestykke og lad dejen hæve i 3 kvarter. Her vil dejen hæve op til det dobbelte.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en flad rektangel.
Kanelfyld
- Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det når at blive blødt. Du kan også give det en kort tur i mikroovnen.
- Fordel smørret på dejen og drys til sidst med kanel.
- Rul dejen sammen på den lange led.
- Skær pølsen ud i 16 skiver.
- Kom bagepapir på en bageplade og fordel kanelsneglene herpå. Husk at de skal ligge med lidt mellemrum, så de kan hæve op.
- Sæt kanelsneglene til efterhævning i en halv time.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft og pensl kanelsneglene med et pisket æg.
- Sæt kanelsneglene i den forvarmede ovn og lad dem bage, til de er gyldne. Det tager cirka 10 minutter, men husk at kigge til dem. I mellemtiden kan du lave din frosting.
Frosting
- Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det når at blive blødt, eller giv det en ganske kort tur i mikroovnen (det må ikke smelte).
- Kom det bløde smør og de øvrige ingredienser i en skål og pisk det hele sammen med en håndmikser.
- Tag de færdige kanelsnegle ud af ovnen og lad dem køle lidt af, inden du smører frosting på dem.