Opskrift på kagecreme (vaniljecreme)
Mit bud på en dejlig kagecreme (vaniljecreme), der kan bruges til et hav af ting i det søde køkken: eclairs, fastelavnsboller og vandbakkelse.
Tidligere har jeg brugt kagecremer fra brev ofte, men nu har jeg endelig knækket koden til at gøre det selv.
Vanilje er efterhånden blevet en dyr råvare, så jeg gemmer altid mine vaniljestænger efter jeg har skrabet kornene ud af dem. Så gemmer jeg dem i et patentglas med låg. Her har jeg brugt en af mine “rester” og alligevel er der masser af flotte korn i min creme.

Kagecreme (vaniljecreme)
Grej
- Gryde Tyk bund
Ingredienser
- 2 deciliter Sødmælk
- 1 stk. Æg
- 2 spsk. Sukker
- 1 spsk. Majsstivelse
- 1 stk. Vaniljestang
Sådan gør du
- Flæk din vaniljestang og skrab kornene ud. Det er vigtigt at bruge en tykbundet gryde, så det ikke brænder på i bunden. Pisk æg og mælk sammen i gryden og tilsæt resten. Jeg kommer også den "tomme" vaniljestang med i gryden. Tænd på middelhøj varme (8 ud af 14 på mit komfur) og rør godt rundt. Jeg brugte en dejskraber, det synes jeg er den letteste metode til at komme helt ud i kanterne og undgå "røræg". Bliv ved med at røre. Jeg gav den cirka 18-20 minutter indtil jeg skruede op på 10 (ud af 14) og gav den 3 minutter mere. Kom cremen i en bøtte (kasser vaniljestangen) og placer husholdningsfilm på selve cremen, så den ikke danner kondens. Køl den af i køleskabet og rør/pisk i den inden den skal bruges.