
Opskrift på islandsk lagkage
En særdeles skøn-herlig islandsk lagkage med sprød og sød kiksebund, let syrlig marmelade, let og cremet skyrfløde og friske blåbær på toppen,
Komponenterne i den her kage spiller umådeligt godt sammen i et perfekt mix af sprødt, blødt, sødt og friskt.
‘Kagen er helt simpel, kræver ingen bagning og er lavet på bare 15 minutter.
Lagkagen er til 4-6 personer, afhængig af hvor kagesulten man er.

Islandsk lagkage
Ingredienser
- 100 gram Kiks Bastogne
- 125 gram Digestive kiks
- 50 gram Smeltet smør
- 1 deciliter marmelade solbær eller blåbær
- 2.5 deciliter Fløde
- 2 deciliter Skyr eller græsk yoghurt
- 1 spsk. Flormelis
- 1 tsk. Vaniljesukker
- 100 gram Blåbær friske
Sådan gør du
- Blend bastogne og digestive kiksene til krummer og rør dem sammen med smeltet smør. Fordel massen i bunden af en springform (18-20 cm) eller et lille fad og pres det godt ned i bunden, så du får en fast kiksebund. Smør 2/3 del af marmeladen ud på bunden. Pisk fløde til flødeskum og vend det sammen med skyr, flormelis og vaniljesukker. Fordel skyrfløden jævnt i formen. Smør det sidste af marmeladen ud ovenpå og top med blåbær og lidt knust bastogne. Sæt på køl et kvarters tid og servér. Kagen kan fint laves et par timer i forvejen og stå på køl indtil den skal spises.