Opskrift på hjemmelavet toblerone
Hjemmelavet toblerone. Det lyder svært, men det er det faktisk ikke. Kombinationen af chokolade, vanilje, honning og mandler er et sikkert hit – så hvorfor ikke selv prøve kræfter med det?
Vi har denne opskrift fra bogen: “Fabelagtige fristelser“, hvor forfatteren Emma Martiny siger følgende om den:
“Jeg har altid haft et soft spot for Toblerone. Heldigvis er det supernemt selv at lave de søde, trekantede chokoladetoppe i en lidt sundere udgave, og smagen, der kombinerer chokolade, mandel, vanilje og honning på bedste vis, er nærmest identisk med den originale”.

Hjemmelavet Toblerone
Ingredienser
- 100 gram Mørk chokolade
- 50 gram Mandelsmør
- 1 spsk. Honning
- 1 tsk. Vaniljepulver
- 25 gram Mandler
Sådan gør du
- Beklæd en form på 20 x 30 cm med bagepapir. Smelt forsigtigt chokoladen i en lille kasserolle, og tag den af varmen. Tilsæt mandelsmør, honning og vaniljepulver til kasserollen, og rør det godt sammen. Hak mandlerne groft, og rør dem i chokoladeblandingen. Fordel nu chokoladen i formen . Stil Tobleronen i køleskabet, indtil den er stivnet. Skær den da ud i mundrette trekanter, og nyd.