Opskrift på dampet skærising
Skærising er en fisk der går lidt under radaren herhjemme i Danmark. Det er synd, da fisken er et godt alternativ til f.eks. rødspætte og sej.
Fisken kræver ikke meget behandling for at blive yderst velsmagende.
Jeg gourmetsalter som regel fisken inden, så den bliver mere saftig og lækker.
Dampet skærising
Ingredienser
- 4 stk. Skærisingfilet Mellem eller stor størrelse
- Salt
Sådan gør du
- Fileter fra skærising er super gode og alsidige. De kan steges, paneres og steges og dampes. Jeg valgte dampning her, da de skulle bruges til et stjerneskud. Tidligere har jeg ejet en dampovn som jeg altid benyttede hertil. Det gør jeg ikke mere, så her valgte jeg en "old school" teknik, hvor jeg dampede dem i en gryde. De fleste fiskefileter giver jeg en gourmetsaltning på 20-30 minutter inden jeg tilbereder den. Det trækker væske ud af fileterne og gør dem mere saftig. Herefter skylles de forsigtigt under en rindende koldt vand, hvorefter de tørres godt af. Jeg kom vand i en gryde og bragte det i kog. Herefter blev fisken lagt i en sigte og der kom låg på gryden. Den blev tilberedt i små 4 minutter og var saftig og blød som smør herefter.