Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Blåbærpandekager a la orange

Fadls forlagfadlsforlag
 
24. april 2019

Opskrift på blåbærpandekager a la orange

Dejlig opskrift på lækre blåbærspandekager med masser af appelsinsmag. Opskriften giver cirka 6-8 pandekager. til 2 personer.

Vi har opskriften fra bogen: “Nemt vegetarisk“, hvor forfatteren siger følgende om opskriften:

“På en weekendmorgen er det skønt at tage sig lidt ekstra tid til morgenmaden. Forkæl eksempelvis dig selv med en stak af disse skønne pandekager. Blåbær er rige på bl.a. C-vitamin, kalium, calcium og magnesium. For ekstra luksus-smag og næring kan pandekagerne serveres med en blåbærcreme, der næsten smager af blåbæris. Pandekageopskriften er en god basisopskrift. Du kan variere opskriften ved at tilsætte krydderier som kardemomme eller kanel eller ved at bruge lidt proteinpulver med smag af eksempelvis chokolade. Man kan godt fryse pandekagerne ned og lune et par stykker på en travl hverdagsmorgen.”


Antal: 2 personer

Blåbærpandekager a la orange

Forfatter: fadlsforlag
Forb. tid: 5 minutter
Tilb. tid: 20 minutter

Ingredienser

Pandekager

  • 2 stk. Bananer
  • 3 stk. Æg
  • 30 gram Havregryn
  • 1 tsk. Bagepulver
  • Appelsin Skallen og saften af ½ økologisk appelsin
  • 25 gram Mel F.eks. rismel
  • Kokosolie Til stegningen

Blåbærcreme

  • 70 gram Frosne blåbær
  • Yoghurt 3-4 spsk. Eller skyr
  • Appelsinsaft Saften af ½ appelsin

Topping

  • Blåbær En håndfuld
  • Appelsinskal Fra 1/4 appelsin

Sådan gør du

  • Blend banan, æg, havregryn, bagepulver, saft og skal fra appelsin og rismel sammen ved hjælp af en køkkenmaskine.
    Smelt lidt kokosolie på en pande.
    Fordel en lille grydeskefuld dej på panden.
    Lad pandekagen blive fast, vend den forsigtigt, og steg den gylden på den anden side.
    Sådan laver du resten af pandekagerne, til der ikke er mere dej.
    Lav blåbærcremen ved at blende blåbær, yoghurt og appelsinsaft.
    Servér cremen til pandekagerne, og pynt med friske blåbær og appelsinskal.