
Opskrift på verdens nemmeste flødeboller
Kender du det, når lysten og behovet for en lækker flødebolle melder sig? Men hvorfor egentlig købe, når det ikke kræver det store at lave dem selv?
Det her er nok de nemmeste flødeboller, du overhovedet kan lave selv. Denne udgave er lavet på mariekiks, hvilket vi altid har på lager – de er helt uundværlige for os som børnefamilie 😉
Verdens nemmeste flødeboller opskrift

Verdens nemmeste flødeboller
Grej
- Højt glas
Ingredienser
Bunde
- 20 stk. Mariekiks eller den kiks I bedst kan lide
Sirup
- 240 gram Sukker
- 150 gram Glukosesirup
- 75 gram Vand
Skum
- 140 gram æggehvider brug evt. pasteuserede æggehvider
- 25 gram Sukker
Chokoladeovertræk
- 300 gram Mørk chokolade brugte 70 % chokolade
Sådan gør du
Sirup
- Start med at komme sukker, glukosesirup og vand op i en gryde og varm det op. Sukkermassen skal op på 117 grader. Hold løbende øje med temperaturen. Jeg satte vores komfur på 8 (mit komfur går fra 1 - 14) og det tog cirka 30 minutter at nå de 117 grader.
- Når sukkermassen når 110 grader, går jeg i gang med skummet til flødebollerne.
Skum
- Pisk æggehvider og sukker til skum. Den fik fuld gas på min nye, smarte Ankersrum. Lad det piske indtil æggehviderne begynder at skumme godt.
- Hæld siruppen i en tynd stråle ned i de piskede æggehvider, imens røremaskinen rører.
- Når al siruppen er rørt i, sættes hastigheden op til næsten max. Nu skal skummet nemlig piskes godt sejt, og så køler piskningen også skummet lidt ned igen. Jeg synes, et lækkert sejt skum giver det bedste resultat, og så er det nemmere at sprøjte op bagefter. Det tager cirka 10 minutter at piske sej. Ønsker du at give dit skum smag, er det nu, smagen tilsættes.
- Gør din sprøjtepose med tyl klar og kom skummet op i sprøjteposen. Jeg brugte en stjernetyl, men du kan også bruge en flad. Det er smag og behag, alt efter hvilket udtryk man lige går efter 🙂
- Fordel dine bunde (mariekiks) på en bageplade eller bakke, som de opsprøjtede flødeboller kan stå til tørre på.
- Sprøjt nu toppe af skum ud på hver af bundende. Sørg for at skummet når ud til kanten af kiksen og flyt herefter langsomt sprøjteposen opad, imens du sprøjter skummet ud ved at give sprøjteposen et let klem og laver en flot top.
- Sæt flødebollerne på køl. Det vil hjælpe til at skummet ikke slipper bundene, når flødebollerne dyppes i chokoladen.
Chokoladeovertræk
- Lav et vandbad ved at fylde lidt vand i en lille gryde. Jeg bruger en lille kasserolle med cirka 3 centimeter vand og sætter en skål over, som både lukker tæt og kan tåle varmen.
- Kom chokoladen op i skålen og lad chokoladen smelte. Chokoladen skal kun lige smelte, så rør løbende i chokoladen. Den skal ramme cirka 32 - 33 grader celsius og derefter tages af varmen.
- Kom den smeltede chokolade op i et bredt, mellemhøjt glas.
- Tag de afkølede flødeboller ud fra køleskabet og sæt dem på bordet.
- Nu skal flødebollerne overtrækkes med chokoladen: Tag forsigtig fat i bunden på flødebollen og vend den på hovedet. Dyp forsigtig flødebollen ned i glasset med chokoladen, helt ned til bunden, så du får også lidt chokolade på fingrene! Løft herefter forsigtigt flødebollerne op igen og lad det overskydende chokolade løbe lidt af, inden flødebollen vendes om og sættes til tørre. NB: Hvis dyppetekniken ikke lige er dig, kan du også hælde chokoladen over flødebollerne i stedet, det koster lidt mere chokolade og chokoladeovertrækket vil også blive lidt tykkere.
- Når alle flødeboller er overtrukket med chokolade, skal chokoladen lige have lov at sætte sig.
Noter
- En engangssprøjtepose.
- En tylle, jeg brugte en på 20 millimeter i diameteren.
- Et sukkertermometer, eller et andet køkkentermometer.
-
Et mellemhøjt og bredt glas.



