
Opskrift på havregrynsboller
Lækre boller med havregryn og æbler, der kan spises til morgenmad eller sammen med en kop te eller kaffe.
Bollerne er sprøde udenpå og saftige indeni. De indeholder intet sukker, men får en naturlig sødme fra æbler, dadler og kanel, ligesom havregrynene indeholder gode fibre.
De kan derfor også bruges som et alternativ til kage eller andre mere usunde spiser.

Havregrynsboller med æbler
Ingredienser
- 40 gram Gær
- 4 deciliter Vand lunkent
- 1 deciliter Yoghurt naturel - kan erstattes af et andet usødet surmælksprodukt
- 150 gram Havregryn fin- eller grovvalsede
- 1 tsk. Kanel stødt
- 2 stk. Æbler
- 75 gram Dadler
- 1 tsk. Salt
- 600 gram Hvedemel
- 1 stk. Æg til pensling
Sådan gør du
- Smuldr gæren i en stor røreskål eller i et dejfad. Tilsæt vandet, og rør med et håndpiskeris gæren ud i væsken. Tilsæt yoghurt, salt, kanel, havregryn og dadler, og rør det godt sammen med væsken. Riv æblerne og tilsæt dem til det øvrige. Rør hvedemel i dejen lidt efter lidt, til den har en tilpas, let fugtig konsistens. Læg et fugtigt klæde over skålen med dej og lad den hæve i 1-1 1/2 time på køkkenbordet. Form dejen til 12-15 boller. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i cirka 20 minutter, mens ovnen varmer op. Pisk ægget sammen med en gaffel i en dyb tallerken. Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem først ved 250 grader varmluft i 5 minutter og derefter i 10-15 minutter ved 200 grader varmluft. Lad de færdigbagte boller afkøle på en bagerist.