Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Bamseboller med chokoladestykker: Det bliver altså ikke bedre

Andre ZabelAndré Zabel
   

Madnørd og skribent på GastroFun siden maj 2024. Elsker mad fra det salte køkken med masser af smag. André elsker specielt at prøve variationer på klassiske retter fra hele verden, og se hvad der egentlig får dem til at fungere.

22. oktober 2026

Ny uge, ny opskrift på boller
Ny uge må næsten betyde, at der er en ny opskrift på boller, der skal testes. Sådan føles det i hvert fald nogle gange herhjemme. Det skyldes jo nok at lige med undtagelse af frikadeller, så findes der ikke mange ting, vi danskere har lige så mange holdninger og opskrifter på som boller. Der er de grove, de luftige, de klassiske fødselsdagsboller og selvfølgelig de helt bløde bamseboller. Og sidstnævnte bliver altså ikke dårligere af, at der kommer 200 gram chokolade i dejen. Denne version kommer fra MickiCheng, der deler virkelig lækkert bagværk på Instagram, og opskriften giver mellem 12 og 20 boller alt efter, hvor store du laver dem. Det er den slags boller, der passer lige så godt til fødselsdagsbordet som til en langsom weekendmorgen eller eftermiddag, hvor der bare skal noget ekstra hyggeligt på bordet. Du kan bruge mørk chokolade, men er familien mere til mælkechokolade, fungerer det også.

Smørret kommer først i til sidst
Der er et par små detaljer i opskriften, som er værd at lægge mærke til, hvis man vil ende med den helt bløde bolle. Mælken lunes først, og gæren opløses heri, hvorefter sukker, kardemomme, olie og æg tilsættes. Så kommer det meste af melet og saltet i, og dejen køres på maskine. Men det bløde smør kommer først i bagefter. Dejen får derefter lov til at køre nogle minutter, indtil den bliver smidig og lækker. Chokoladeknapperne skal heller ikke æltes med ret længe. De tilsættes til sidst og skal kun have omkring 10 til 20 sekunder, så de bliver fordelt uden at blive kørt unødvendigt meget rundt i dejen. Derefter kommer den del af bollebagningen, man ikke rigtig kan skynde på. Dejen skal hæve til cirka dobbelt størrelse, hvilket tager omkring 45 minutter, før bollerne formes og får endnu en hævning.

Lad bollerne vokse ind i hinanden
Et af de små tricks ligger faktisk i måden, bollerne placeres på bagepladen. I stedet for at sprede dem langt fra hinanden skal de ligge med omkring 2 til 3 centimeters mellemrum. Under efterhævningen på cirka 30 minutter vokser de ind i hinanden, og det hjælper med at give det karakteristiske bløde resultat, hvor bollerne nærmest skal trækkes fra hinanden efter bagningen. Du bestemmer selv størrelsen. Lav 12 store, 16 mellemstore eller omkring 20 små boller. Inden ovnen pensles de med æg, og så skal de bage cirka 13 til 15 minutter ved 210 grader almindelig ovn. Resultatet er bløde bamseboller med kardemomme og små lommer af smeltet chokolade, og de er bestemt værd at spise, mens de stadig er lune. Der findes efterhånden utallige bolleopskrifter, men det betyder jo heldigvis bare, at vi har en god undskyldning for at blive ved med at teste dem. Og når der både er smør og chokolade i denne version, er det svært at forestille sig et bedre sted at starte. Held og lykke, og velbekomme!

Hvorfor skal bamsebollerne ligge tæt på bagepladen? Kan man bruge mælkechokolade i bamseboller? Hvor længe skal dejen til bamseboller hæve?

Bamseboller med chokolade
De blødeste, lækreste og mest vamsede bamseboller med chokolade! Muuuuums!! De smager så englene synger – især med et godt lag smør!!
Læs opskriften her

Hvorfor skal bamsebollerne ligge tæt på bagepladen?
Bollerne placeres med cirka 2 til 3 centimeters mellemrum, så de kan vokse ind i hinanden under efterhævning og bagning. Det er med til at give de bløde sider, som passer så godt til bamseboller.

Kan man bruge mælkechokolade i bamseboller?
Ja. Opskriften bruger mørke chokoladeknapper, men de kan sagtens erstattes med mælkechokolade, hvis du foretrækker en sødere chokoladesmag.

Hvor længe skal dejen til bamseboller hæve?
Først skal dejen hæve til cirka dobbelt størrelse i omkring 45 minutter. Når bollerne er formet, skal de efterhæve cirka 30 minutter, inden de pensles og bages.