Hvad er irsk whiskey?
For at en whiskey skal kunne kalde sig irsk, skal den være destilleret og modnet i Irland (herunder både Republikken Irland og Nordirland).
Den nydestillerede sprit skal have en alkoholprocent, der ligger under 94,8, således at destillatet har aroma og smag af de anvendte ingredienser. Når whiskeyen tappes på flaske, skal den have mindst 40 procent ABV.
Whiskey skal være fadlagret i minimum 3 år. Det fremgår af The Irish Whiskey Act, som blev vedtaget den 10. december 1980. Imidlertid vil du støde på mange whiskeyproducenter, der tolker reglerne om modning som 3 år og 1 dag. Vi kan kun gætte på hvorfor, men mon ikke det er for at skille sig ud fra den skotske rival?
Fadene må maksimalt kunne rumme 700 liter. Det er her værd at bemærke, at træsorten ikke er specificeret. Så selvom egetræ er den mest almindeligt forekommende træsort, kan andre typer træ sagtens komme i spil med spændende og nuancerede smagsresultater til følge. Kastanjetræ er en af de typer, som nogle destillerier eksperimenterer med.
Irsk whiskey skal fremstilles af korn. Det kan være maltet eller umaltet byg, majs, hvede eller havre. Der må gerne tilsættes enzymer for at fremme gæringsprocessen.
Irske whiskeytyper
I Irland opererer man med forskellige typer whiskey. Typen afhænger af, hvilken slags destillationsapparat der er anvendt, og hvilken type korn der indgår i whiskeyen. Det drejer sig om følgende kategorier:
Single pot still
Single pot still whiskey er den traditionelle whiskeytype i Irland. Disse whiskeyer er fremstillet af en blanding af maltet og umaltet byg og er destilleret i kobberkedler.
Pure pot still
Pure pot still whiskey hedder i dag single pot still. Det var ordet pure, altså ren, der faldt de amerikanske myndigheder for brystet, hvis man brugte det i forbindelse med alkohol. Uhadada … Navnet blev således ændret for at tækkes dette store og vigtige marked.
Single malt
Single malt whiskey er destilleret udelukkende på maltet byg på et specifikt destilleri.
Grain
Grain whiskey er fremstillet på en blanding af kornsorter, typisk hvede eller majs, med et tilskud af maltet og/eller umaltet byg. Grain whiskey destilleres på kolonnekedler (se mere herom i afsnittet Destillation på kolonnekedel).
Blended
Blended whiskey er en blanding af whiskeyer destilleret på henholdsvis kobberkedler og kolonnekedler.
Poitín
Irsk poitín er egentlig ikke whiskey i henhold til nutidens definition. Det er nydestilleret alkohol, der ikke er modnet på fad. Poitín kan fremstilles af sprit destilleret på maltet byg, men kan også være en blanding, der foruden maltet byg indeholder sprit lavet på majs eller hvede.
Single distillery
Betegnelsen single distillery whiskey anvendes af Irish Distillers i Cork. De fleste vil nok kalde en standard Jameson for en blended whiskey, da den indeholder både pure pot still whiskey og grain whiskey. Men da al sprit, både den, der er destilleret på kobberkedler, og den, der er destilleret på kolonnekedler, er fremstillet på et og samme destilleri, nemlig New Midleton Distillery, vælger de at kalde det en single distillery whiskey frem for en blended.
Hvorfor whiskey med e?
Stavemåderne whiskey og whisky blev tidligere brugt i flæng. Det kom helt an på, hvem der skrev. Den kongelige kommission, der i 1909 udgav definitionen på whisky (The Royal Commission on Whisky), bruger konsekvent stavemåden uden e. Med tiden er det blevet indført ved lov, at skotsk whisky skal staves uden e. I Europa – med Irland som undtagelse – har man valgt at følge den britiske lovgivning. Det samme gør sig gældende for Japan, de nordiske lande og Australien.
Artiklen stammer fra bogen: “Irsk Whiskey“, skrevet af forfatteren Peter Kjær.