x
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
opskrift

Anette i Masterchef: “Jeg ville bevise overfor mig selv og mine børn, at jeg rent faktisk godt kunne”

EMMA AHLGREEN HAA | 11. februar 2021

Fru Gastrofun – også kendt som Anette Søstrøm Asmussen – kan i disse dage opleves i TV3’s seerhit “Masterchef”, hvor 47 håbefulde aspiranter kæmper om trofæet, 100.000 kroner og et muligt samarbejde med nemlig.com. Undervejs sættes deltagerne under pres, når de skal kreere retter, der imponerer dommerne, for at kæmpe om retten til at blive i programmet.

For Anette – der kalder sig selv for en lykkelig amatørentusiast indenfor madlavning og bagning – var det en smule angstprovokerende at melde sig på programmet – mest af alt fordi, at det ville betyde, at en stor del af Danmark skulle se hende på TV.

“Man er så klog når man sidder hjemme i stuen og ser programmet, og den type var jeg også. Samtidig havde jeg i mange år sagt, at hvis det ikke var fordi det var på TV, så havde jeg meldt mig,” siger hun.

For tre år siden mistede Anette og hendes mand deres datter Else ved fødslen. Det blev begyndelsen på en lang, mørk periode i deres liv, hvor madlavningen for Anette var en af de få lysglimt, der var.

“Vi skulle jo have mad, og når jeg stod i køkkenet, så kunne jeg for en stund tænke på noget andet,” fortæller Anette Søstrøm Asmussen.

Langsomt begyndte hun at få det bedre, og tanken om at melde sig til Masterchef, begyndte igen at spire.

“Det min mand og jeg har været igennem de sidste par år har givet mig en følelse af, at det ville være dumt at lade være, når jeg gerne vil, bare fordi det bliver vist i TV,” siger Anette.

 

“Fuck janteloven”

At Anette til sidst turde stille op i Masterchef, skyldes blandt andet Else, fortæller hun.

“Jeg har altid ligget under for janteloven, og jeg ville ikke tro, at jeg var bedre end andre. Men jeg kan godt lave mad, og det vil jeg have lov til at være stolt af,” siger hun.

Det blev efter tabet vigtigt for Anette Søstrøm Asmussen, at vise hendes børn, at man skal gå efter det, man drømmer om.

“Jeg vil gerne vise mine børn, at der ikke var noget, der forhindrede deres forældre i at gøre det, de drømte om. Vi skal ikke begrænse om, men udleve de drømme, vi har – eller om ikke andet give det et skud,” siger Anette.

Samtidig ville hun gerne vise andre forældre, at der er håb forude.

“Jeg vil gerne give håb til forældre der står der, hvor vi stod, for tre år siden. Vi kommer os aldrig over tabet af vores datter, men vi kommer til at leve med det, sammen med savnet, sorgen og kærligheden. Jeg vil gerne vise, at det er muligt, at få et liv, hvor man lever med sorgen, uden at gemme den væk,” siger Anette.

Hjemme ved Anette og hendes mand, Per, er det vigtigt, at Else stadig er en del af dagligdagen. De taler om hende, ligesom der hænger billeder på væggene.

“Mine tre børn fylder lige meget. Jeg er lige stolt af dem alle sammen – også Else, selvom hun er en engel.”

Ifølge Anette er det et misforstået hensyn, når folk tror, at man helst skal gemme sorgen væk og ikke tale om den.

“For os, der har mistet, er det vigtigt at tale om sorgen. Vi vil ikke gemme den væk. Else er en del af vores liv, på samme måde som vores to andre børn er det,” siger hun.

 

Glæden ved mad begynder

I barndomshjemmet ved Anette, er der altid blevet lavet meget mad, og det er her, at hendes interesse for madlavning stammer fra.

“Mine forældre eksperimenterede meget i køkkenet, og hvis vi havde været ude at spise, så gik min far altid hjem og forsøgte at gøre kokkene kunsten efter. ‘Hvis de kan, kan jeg også,’ var hans mantra,” fortæller hun.

Anettes far arbejdede meget, så derfor var det tit hendes mor, der stod i køkkenet i hverdagene.

“Jeg hjalp til, og det blev også sådan, at jeg altid lige skulle se, hvor mange frikadeller jeg kunne nå at prøvesmage inden middagen,” griner hun.

Samme madglæde forsøger hun i dag at give videre til sine to børn Erik og Karen.

“Det er vigtigt at vores børn får samme glæde for mad – og at de får et sundt forhold til det og madlavning,” siger Anette.

Sammen med sin mand driver hun gastrofun.dk, og de har begge en stor passion for madlavning. Derfor bruges der også meget tid i køkkenet.

“Det er vigtigt, at der ikke går tid fra vores børn, og i og med at vi er meget i køkkenet, så er det vigtigt at få dem inkluderet. Vores børn sidder meget på køkkenbordet når vi laver mad, og vores store datter på fire er med til at lave det meste i det omfang, hun gider,” fortæller Anette.

 

Tilmeldingen til Masterchef

Selve tilmeldingen til Masterchef foregik ved, at Anette Søstrøm Asmussen tilmeldte sig på TV3s hjemmeside.

“Der gik lang tid inden jeg hørte noget, og faktisk så lang tid, at jeg nede at tænke ‘pyt, jeg skal ikke være med’”, siger Anette.

Kort efter kom opkaldet dog; hun blev inviteret til det, TV3 kalder for en køkkentest, hvor der udvælges dem, som kommer til den audition, som man kan se på TV.

Til denne audition er det ikke de fire dommere, som bedømmer retterne, men de såkaldte huskokke, der er tilknyttet Masterchef.

“Hjemmefra skulle vi vælge et protein – det kunne være torsk, eller noget andet, som jeg faktisk har glemt, hvad var,” griner Anette.

Til køkkentesten skulle deltagerne lave mad i et køkken, sammen med fem andre deltagere, og de havde 45 minutter til at lave retten med det valgte protein.

“Da tiden var gået, afleverede vi retterne, og så skulle vi bare gå hjem. Man fik intet at vide. Det eneste de sagde var, at vi skulle tænke over, hvilken ret, vi potentielt ville lave til audition,” siger Anette.

Hun husker dog oplevelsen som sjov.

“Det var ret vildt at komme ind i studiet, og skulle lave sin ret. Man fik en følelse af, hvordan det ville være at være med i programmet. Det var ellers noget, man kun havde set i sit TV, og nu stod man der pludselig selv,” siger hun.

 

Audition foran de fire dommere

En uges tid senere ringede TV3 tilbage – de ville gerne se Anette til en audition foran de fire dommere.

Herefter gik Anette i skarp træning for at gøre sin auditionret så god som muligt.

“Herhjemme er vi ret glade for citrontærte, og min force er det søde køkken, så det stod hurtigt klart for mig, at det skulle være noget i den stil. Men jeg vidste også godt, at jeg ikke kunne komme med et stykke tærte. Det var for uambitiøst,” fortæller Anette.

Den franske citrontærte blev derfor til en dessert, med blandt andet marengs i bunden, citronis og en tuilé.

“Jeg øvede og øvede min ret til hudløshed. Jeg har næsten forpestet venner, familie og naboer med retten. Jeg tror, de var ved at blive sindssyge til sidst,” griner Anette.

Der var mange spørgsmål, der skulle besvares, for at retten kunne blive så perfekt som muligt. Helt ned til mængden af citron, og om der skulle timian i retten eller ej.

“Jeg tror, at jeg udviklede 20 forskellige versioner af min ret, før jeg nåede frem til det resultat, jeg også endte med at lave til min audition. Og jeg øvede med et lille ur, der talte ned, så jeg vidste præcis hvor lang tid, jeg havde, så jeg var sikker på at kunne nå det hele,” fortæller hun.

 

Fransk citrontærte dessert

Fransk Citrontærte Dessert

Endelig oprandt dagen, hvor Anette Søstrøm Asmussen skulle til audition.

“Det var den vildeste oplevelse. Det var ligesom at gå til eksamen. På den ene side glædede jeg mig, fordi jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at præstere. På den anden side var jeg vildt nervøs, fordi jeg skulle stå foran fire mennesker, som jeg ser meget op til,” husker hun.

Det var med bankende hjerte, at hun stillede op i forberedelseskøkkenet, hvor alle deltagere har 30 minutter til at gøre sig klar, inden de skal ind foran dommerne, hvor de så har fem minutter til at færdiggøre deres ret.

“Det var helt ubeskriveligt at præstere noget, man har brugt så lang tid på. Jeg blev helt opslugt, og havde slet ikke lyst til at gå ud igen,” siger Anette.

Det sværeste for Anette var det pres, hun følte i situationen.

“For mig var der nok noget ekstra følelsesmæssigt i det, fordi det at miste Else gav mig det sidste skub til at stille op. Det var første gang i fem år, at jeg gjorde noget, der 100 procent var for mig. Jeg ville gerne gøre mine børn stolte, jeg ville gerne gøre det for mig selv – og så ville jeg ikke skuffe dommerne,” siger hun.

Dommerne var dog imponerede, og Anette kunne gå ud fra lokalet med fire “ja’er” og et hvidt forklæde i hånden.

“Det var helt fantastisk. Mit mål var bare at komme til audition, så inden tænkte jeg, at hvis jeg fik et hvidt forklæde, så havde jeg nået mere end rigeligt. Det at få ros for sin ret og få af vide, at man ikke var helt tabt – det var en stor ære,” siger hun.

 

Deltagelse i det endelige program

På grund af corona, hjemmearbejde og to små børn, var det ikke meget, Anette Søstrøm Asmussen fik øvet sig inden den videre del af konkurrencen.

“Jeg lavede meget mad, men i og med at vores børn skulle spise med, så blev det meget hverdagsagtig mad. Jeg fik øvet teknikker og lavet nogle ægte saucer, men meget mere blev det ikke til,” fortæller hun.

Selv føler hun, at det gik “rigtig godt” indtil hun stod i studiet på hendes dag i træningsugen, og dørene gik op.

“Jeg fik hjertebanken og tænkte ‘puha, det her – det er vildt.’ Jeg havde lidt følelsen af, at jeg ikke havde forberedt mig til eksamen – og bare kom op i fuld pensum,” siger hun.

Har man set programmet, ved man, at temaet for Anettes første dag var “det sprøde”. Her skal hun og de øvrige 11 deltagere den dag efter en masterclass prøve kræfter med at lave en koral.

“Det var en vild dag – men sjov. Det er svært at beskrive, men man er så meget på, og der er en hel masse at lære og en masse man skal huske,” siger Anette.

Corona har gjort, at mange ting ikke er, som de plejer at være. Således også Masterchef, hvor deltagerne var delt mere op en de plejer.

“Det gav lidt følelsen af, at der manglede noget. Jeg fik et rigtig godt sammenhold med dem, jeg mødte, men der er også deltagere, som jeg aldrig mødt. Vi skulle holde afstand og spritte af, og jeg føler ikke, at vi blev helt så tætte, som man har set i andre programmer, fordi der var en naturlig distance og netop en afstand. Det var jo godt, at tilrettelæggerne tog virussen seriøst, men det ændrede nok lidt måden, vi var der på,” siger Anette.

 

En drøm der blev udlevet

At være med i Masterchef har for Anette været som at udleve en drøm.

“Det var min drøm og jeg fik lov at udleve den. Det var noget jeg gjorde bare for mig. Og jeg fandt ud af, at jeg kunne mere end jeg gik og troede,” siger hun.

Sidstnævnte peger hun også på som værende noget af det bedste ved hele oplevelsen:

“Jeg stod på egne ben uden min mand og uden mine børn, og jeg viste hvad jeg kan. At få lov til at prøve noget, der bare var for mig – og at bevise, at jeg rent faktisk kunne. Det var fedt,” siger hun.

Hvordan det går Anette i den videre konkurrence, hverken må eller vil hun løfte sløret for. Vi må derfor væbne os med tålmodighed.

Du kan se Masterchef 2021 på TV3 og på Viaplay.


Fire hurtige til Anette Søstrøm Asmussen

Anette Søstrøm Asmussen er 35 år gammel og mor til Karen, Else og Erik. Hun arbejder til daglig som økonomimedarbejder i en boligforening og så er hun medstifter af Gastrofun.dk.

Lær hende bedre at kende med disse fire, hurtige spørgsmål: 

Hvad er din livret?

Stegt flæsk og persillesovs.

Hvad skulle dit sidste måltid bestå af?

Bøf bearnaise! Hjemmelavet fra bunden, med håndskårne fritter og en hjemmerørt sovs. 

Hvilken råvare har I altid i køleskabet?

Smør – af den rigtige, ægte slags. 

Hvilken køkkenmaskine er din yndlings?

Det er min røremaskine fra Ankarsrum.


Skriv en kommentar