Her er en opskrift på amarena cheesecake jeg satte sammen sidste år ved juletid. Den kombinerer de fantastiske amarena kirsebær med en klassisk cheesecake. Inspiration er taget fra Nigella Lawsons opskrift på Cherry Cheesecake.
Ingredienser (til en springform):
Passer til ca. 6-7 personer, men den er meget mættende.
BUND
250 g digestive kiks
65 g smør
OSTEFYLD
400 g friskost naturel
65 g flourmelis
250 ml piskefløde
½-1 tsk citronsaft
1 tsk vanillesukker
TOPPING
1 glas amarena kirsebær
2-3 blade husblas
Vand
Fremgangsmåde
Start med at lægge digestive kiks i en tyk frysepose og knus dem (alternativt, brug en hakker) og stop når der kun er små klumper tilbage.
Smørret smeltes og hældes over de knuste kiks, som efter en grundig blanding fordeles i bunden af formen. Bunden bages i ti minutter ved ca. 200 grader indtil den er porøs og afkøles helt.
Ostefyldet laves ved at piske flødeosten sammen med flourmelis, citronsaft og vanillesukker. Grunden til at jeg bruger citronsaft er at massen bliver ret fed og har godt af lidt syrlighed – undlad det evt. hvis du er bange for at den kommer til at smage af citron. Vanillesukker bidrager ligeledes en smule til smagen, men kan også undværes hvis det ønskes.
I en anden skål piskes fløden til skum og vendes herefter over i ostemassen uden at piske eller røre for meget.
Ostefyldet fordeles ovenpå bunden mens man passer på ikke at forstyrre bunden for meget. Det ser ikke pænt ud med stykker af kiks i ostefyldet. Det ser kikset ud…hø hø. Når man har grinet færdig, sættes kagen i køleskabet, så den kan sætte sig.
Jeg plejer at vente 4-5 timer med at lægge toppingen på, det er i hvert tilfælde vigtigt at fyldet har sat sig godt så vent til evt. dagen efter, hvis du kan.
Når tiden er inde til at toppingen skal laves, tager du glasset med kirsebær og dræner siruppen fra med en sigte. Vær forsigtig med bærrene, hvis du vil bruge dem som pynt. Siruppen smager af meget, så du kan udvande den en smule med vand for at den smager som du gerne vil have den.
Læs husblas i blød i koldt vand i ti minutter. En lille smule af siruppen varmes op og husblassen kommes i og opløses under omrøring. Resten af siruppen tilsættes.
Jeg trykkede kirsebærrene let ned i ostefyldet inden jeg hældte siruppen forsigtigt over, men her kan du selvfølgelig pynte som du selv ønsker. Hvis du blot lægger bærrene ovenpå, vil de størkne fast, men siden de ikke allesammen er helt runde, vil man kunne se hvor de er skåret og udkernet.
Tilbage i køleskabet indtil kagen skal serveres. Toppingen skal gerne have lov til at størkne helt så den står helt skarpt, men det er selvfølgelig ikke et krav for at den kan serveres.
God fornøjelse.