Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Får du drukket nok vand? Prøv hjemmelavet vitaminvand

Andre ZabelAndré Zabel
   

Madnørd og skribent på GastroFun siden maj 2024. Elsker mad fra det salte køkken med masser af smag. André elsker specielt at prøve variationer på klassiske retter fra hele verden, og se hvad der egentlig får dem til at fungere.

5. juni 2026

En nem måde at få drukket mere vand
Får du egentlig drukket nok vand i sommervarmen? Jeg ved i hvert fald godt, at det er noget jeg selv kæmper lidt med, for helt ærligt, vand kan godt blive lidt kedeligt i længden. Men det er jo også en af de ting man bare ikke kommer udenom, især når det er varmt som det lige nu. Derfor giver det virkelig god mening at finde en måde at gøre det lidt mere spændende på, og her er “infused” vand faktisk en ret genial løsning. Det er i bund og grund bare vand med frugt og krydderurter, men det gør en kæmpe forskel for lysten til faktisk at drikke det. Hvis ikke det er noget du har prøvet før vil du nok blive lidt overrasket over hvor meget smag det egentlig giver, og det gør bare at man lige tager et glas mere uden at tænke over det.

Tre varianter der bare fungerer
Noget af det bedste ved vitaminvand er, hvor nemt det er at variere. Man kan putte stort set hvad som helst i, men nogle kombinationer fungerer bare bedre end andre. Citron, agurk og mynte er nok den mest klassiske, og den smager virkelig fantastisk. Man kan også prøve jordbær, vandmelon og basilikum som går i en lidt sødere retning og passer perfekt til varme sommerdage. Den sidste med grape, appelsin og rosmarin har lidt mere syre men giver alligevel en virkelig lækker smag. Fælles for dem alle er, at de føles friske og gør vandet meget mere interessant, og så er det jo heller ikke en dårlig bonus at de er fyldt med gode vitaminer.

Perfekt til hverdag og på farten
Det kræver næsten ingenting at lave, og det er også en af grundene til at det fungerer så godt i hverdagen. Jeg plejer bare at lave en liter ad gangen og stille den i køleskabet, men det afhænger jo bare af hvor stor din vandkande er, og hvor stor familien er. Det kræver heldigvis heller ikke så meget tilberedning, så det er bare et spørgsmål om lige at huske det når man er nede at handle. Og når man først er i gang, er det faktisk også meget sjovt at eksperimentere med nye smage. Det er måske ikke mere avanceret end vand med lidt ekstra smag, men hvis du er ligesom mig og har brug for lidt motivation til at drikke noget mere vand så er det her en perfekt løsning. Held og lykke med opskriften og velbekomme!

Hvor længe skal det trække? Kan man bruge andre ingredienser? Smager det meget?

Hjemmelavet vand med vitaminer (Infused water/3 varianter)
Infused water eller vand med vitaminer. Det er i bund og grund “bare” postevand med forskellige frugter og krydderurter – men det er simpelthen en genial måde at gøre det både sjovere og endnu sundere at drikke vand.
Læs opskriften her
Hjemmelavet vand med vitaminer (Infused water3 varianter)

Hvor længe skal det trække?
Cirka en time i køleskabet er nok til at få god smag i vandet.

Kan man bruge andre ingredienser?
Ja, du kan bruge næsten alle frugter og krydderurter du har lyst til.

Smager det meget?
Ja, overraskende meget, især når det får lov at trække lidt tid.