Så har den stået på friskbagte bagels herhjemme, og nøj det var et hit! Du kan servere dem i en brødkurv som de er, så folk selv kan smøre dem med eksempelvis smør eller smøreost. Jeg skar mine over og fyldte dem alle med en lækker hjemmelavet hønsesalat og sprødstegt bacon.
Hullerne blev lidt små, hvis du spørger mig, så næste gang vil jeg komme staniolskugler ind i midten, så hullerne bedre bevarer deres størrelse.
Hjemmelavet bagels opskrift

Ingredienser
- 2 tsk. Rørsukker
- 20 gram Gær
- 300 gram Vand
- 2 spsk. Olivenolie
- 7 deciliter Hvedemel
- 1 tsk. Salt
- 1 Æg til pensling
- Pynt i form af blå birkes og sesamfrø
Sådan gør du
- Kom rørsukker, gær og vand i en skål og rør det sammen.
- Når både rørsukker og gær er opløst, tilsættes olivenolie, mel og salt.
- Strø mel ud på bordet og ælt dejen herpå. Den skal være smidig men fast i det.
- Smør en ny skål med lidt smagsneutral olie og læg dejen i skålen.
- Dæk skålen til med et viskestykke og lad den stå på bordet til hævning i 2 timer.
- Strø igen mel ud på bordet og ælt dejen ganske hurtigt.
- Skær dejen ud i otte stykker og rul dem til runde kugler.
- Hæld lidt olivenolie i din håndflade og fordel det godt på begge hænder og alle fingre.
- Tag en dejkugle i hænderne og prik hul i midten ved at stikke din tommel helt i gennem. Brug begge tommelfingre til at hive lidt ud i hullet, så det udvides. Hullet skal gerne være ret stort, så dine bagels vil hæve op under tilberedningen. Gentag på alle otte dejkugler.
- Brug hænderne til at forme dem alle til pæne runde bagels.
- Del et ark bagepapir i otte stykker, så der er plads til en bagel på hver. Hellere lidt for store stykker papir end for små.
- Fordel dine bagels på hvert sit stykke bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter. Put eventuelt en kugle staniol i hullet på hver bagel.
- Fyld en stor gryde med vand og bring det i kog - det skal ikke bulderkoge, men bare lige simre.
- Tag en bagel og placér den i en hulske, stadig med bagepapiret under sig, og sæt den i det kogende vand. Du kan koge et par stykker ad gangen.
- Når de er nede i vandet, fjernes papiret.
- Når de har simret i cirka 60 sekunder, fiskes de op med skeen. Fjern eventuel staniolkugle.
- Pensl dem med et sammenpisket æg og drys dem med din ønskede topping. Jeg lavede nogle med sesamfrø, nogle med birkes og nogle helt uden noget.
- Bag dem alle i cirka 20 minutter ved 200 grader almindelige ovn.
- Tag de færdigbagte bagels ud, lad dem køle lidt af og fjern eventuelle staniolkugler.
Om forfatteren
Anette er vild med at bage, især brød og kager. Klassiske danske retter og desserter fylder desuden meget i hendes hverdag.