
Opskrift på snurrer med pesto
Du kender sikkert kanelsnurrer, som er Sveriges svar på vores kanelsnegle.
Her har vi brugt dejen fra vores kanelsnurrer, men i stedet fyldt den med grøn pesto.
Resultatet er superlækkert, og pestosnurrerne er lige velegnede som mellemmåltid eller tilbehør til f.eks. en suppe.

Snurrer med pesto
Ingredienser
- 0.5 spsk. Tørgær eller 1/4 pakke almindelig gær
- 1.5 tsk. Sukker
- 1.5 tsk. Groft salt
- 1 spsk. Olie
- 350 gram Hvedemel evt. lidt mere
- 2.5 deciliter Vand lunkent
- Pesto grøn
- 1 stk. Æg til pensling
Sådan gør du
- Bland gær, sukker, groft salt, olie og vand i en skål – eller brug en røremaskine.
- Tilsæt melet lidt ad gangen, indtil dejen er lind og smidig.
- Lad dejen hæve i 30 minutter under en badehætte eller et klæde.
- Tag dejen op af skålen og slå den ned.
- Rul dejen ud i til en aflang plade.
- Pestoen fordeles på dejen, og den ene side lægges halvt ind over dejen.
- Gentag med den anden side,som lægges ind over den første, så du nu har en aflang dejstang.
- Skær dejen ud i strimler, der er cirka 2 centimeter brede.
- Sno dejstrimlerne på denne måde:
- Tag den ene ende af strimlen mellem din pege-og tommelfinger.
- Snor strimlen rundt om fingrene 2-3 gange. Afslut ved at tage strimlens anden ende mellem pege-og tommelfinger og over snoningerne. Tag fingrene til dig, så enden af dejen hæftes ind i dejen.
- Læg snurrerne med snoningerne opad på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad dem efterhæve i 40 minutter.
- Pisk ægget sammen med en gaffel i en dyb tallerken. Pensl snurrerne med sammenpisket æg og bag dem ved 225 grader uden varmluft i 6-8 minutter.
