Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Hvid chokolade ganache

Anette-Anette Søstrøm Asmussen
 

Anette er vild med at bage, især brød og kager. Klassiske danske retter og desserter fylder desuden meget i hendes hverdag.

24. juli 2019
Cremet og luftigt kageovertræk eller kagefyld. Vælg selv lige den farve du skal bruge! Kun fantasien sætter grænser. Pærenemt og ligetil.

Opskrift på hvid chokolade ganache

Når det kommer til chokolade, så diskriminerer jeg bestemt ikke! Mørk, lys eller hvid, de har allesammen deres berettigelse i forskellige situationer.

– men når man nu står og skal bruge en for eksempel græsgrøn chokolade ganache, så er det selvsagt, at hverken mørk eller lys chokolade kan være videre behjælpelige i dén sammenhæng.

Så skal der en hvid chokolade ganache på banen!

Chokolade ganache er noget, der kan løfte rigtig mange kager, fordi det bare smager dejligt med sin lækre, luftige konsistens. Derudover kan det også pynte helt gevaldigt, hvis ganachen eksempelvis sprøjtes ud med forskellige slags tyl, som jeg gjorde på denne black magic talkage for ikke så længe siden, eller hvis den blot smøres ud som overtræk på kager eller muffins.

Chokolade ganache kan laves i alle regnbuens farver, så det er kun fantasien, der sætter grænser.

Denne hvide chokolade ganache er farvet med grøn pastafarve, men du kan selvfølgelig bruge lige den farve, du selv ønsker. Chokolade ganachen kan du efterfølgende bruge til at overtrække en kage, eller du kan bruge den som et skønt, luftigt kagefyld.


Antal: 1 kage

Hvid chokolade ganache

Cremet og luftigt kageovertræk eller kagefyld. Vælg selv lige den farve du skal bruge! Kun fantasien sætter grænser. Pærenemt og ligetil.
Forfatter: Anette Søstrøm Asmussen
Ret: Dessert, Sødt
Køkken: Fransk
Forb. tid: 12 timer 15 minutter
Tilb. tid: 3 minutter

Ingredienser

  • 2 deciliter Fløde
  • 200 gram Hvid chokolade
  • Pastafarve efter eget ønske

Sådan gør du

  • Hak chokoladen i mindre stykker på et skærebræt.
  • Kom den hakkede chokolade over i en skål.
  • Hæld fløden i en gryde.
  • Sæt gryden på komfuret og tænd for komfuret.
  • Varm fløden op til lige under kogepunktet. Husk at røre i fløden undervejs for at undgå at det brænder på.
  • Hæld straks den varme fløde over den hakkede hvide chokolade i skålen.
  • Lad det stå i 2 minutter, inden du rører i det. Rør nu chokoladen ud i fløden.
  • Læg husholdningsfilm ovenpå ganachen, så der ikke kan opstå kondens på undersiden af filmen.
  • Sæt ganachen på køl natten over eller i minimum 12 timer. Tag herefter den afkølede ganache ud af køleskabet.
  • Pisk lidt i den kolde masse indtil skålen kan vendes på hoved uden at ganachen slipper skålen. Vend den ønskede farve i ganachen.
  • Ganachen er nu klar til brug.