Brug et mandolinjern til at skære bagekartofler i så tynde skiver som muligt og spred dem ud på et rent viskestykke, så de kan tørre af.
Smelt smør i en kasserolle og tilsæt hvidløg, salt, peber og timian. Lad det stå og varme på blusset et par minutter inden du slukker, så smørret kan tage smag af ingredienserne.
Tag et ovnfast fad eller lignende, tag en pensel og pensl fadet med det smeltede smør.
Fordel det første lag kartoffelskiver i bunden af fadet og pensl toppen af kartoffellaget med smørret. Fortsæt denne proces med så mange lag kartoffel fadet eller mængden tillader.
Læg nu et stykke bagepapir ovenpå kartoflerne og placer, eksempelvis, et træskærebræt ovenpå bagepapiret, samt alle tunge ting du har i nærheden. Pointen er at få tynget skærebrættet ned, så kartoffellagene presses sammen så meget som muligt.
Bag dine Pommes Anna i 90 minutter ved 150 graders normal varme, mens de er tynget ned.
Tag fadet ud af ovnen og lad det køle af på køkkenbordet.
Skær dine Pommes Anna ud i den ønskede form og bag dem ved 225 graders varme i omkring 10 minutter. Så er der serveret!