Kødet må ikke være for fedtfattigt til den her ret, så gå uden om 3-6 % oksefars og find gerne en med omkring 10 %.
Jeg hakkede min egen fars ud af tykkam til den her ret.
Kødet skal gerne tages ud af køleskabet en halv time før du går i gang. Så undgår man at det "koges" da for koldt kød vil få pandens temperatur til at falde for meget.
Jeg bruger kun kødets eget fedtstof til at stege det i.
Kødet kommer på en tør pande og steges ved middel høj varme (det er 10 på mit komfur der går til 14).
Hak kødet i mindre stykker hele tiden, så du får det så fint som overhoved muligt. Jeg bruger en grydeske til det.
Kødet vil stille og roligt smide væske/saft og begynde at "koge" en smule. Det gør ikke noget, du skal bare fortsætte stegningen og væsken vil fordampe/koge væk.
Kødet vil herefter begynde at knitre og lad det endelig gøre det i 5-10 minutter.
Hele denne proces er langsommelig, det kan sagtens tage op til 45 minutter.