Jeg synes at den bedste måde at tilberede rød tun på er lynstegt, så den er rå/rød i midten. Hvis den bliver overtilberedt (gennemstegt), så er den i min bog uspiselig.
Det er vigtigt at man derfor ikke bruger et tyndt stykke tun. Få hellere din fiskemand til at skære et tykt stykke på 3-5 cm.
Den her opskrift tager under 10 minutter at lave, men det er en god ide at tage fisken ud af køleskabet i god tid, så kødet når at have en lidt højere temperatur inden tilberedningen. Det mindsker muligheden for at kødet "koges" på panden.
Start med at varme en tykbundet pande op i mellemtiden pensles fisken i en blanding af citronsaft/olie/salt/peber.
Kom lidt olie på panden og steg din tun i 1 minut.
Vend den og giv den 1 minut mere på den anden side.
Sæt bøffen på højkant og giv den 20 sekunder på hver side, så det er stegeskorpe hele vejen rundt.
Skær bøffen i tynde skiver og server straks.