Tørrede eller dehydreret svampe er en genial måde at mindske madspild på. Derudover så kan de holde sig i meget lang tid og du har altid gode smagsgivere, f.eks. til en risotto, sauce eller en gryderet, liggende.
Sørg for at dine at dine svampe er rengjort for jord og at roden er skåret af.
Skær dem i ensartede tynde skiver. Om de er 3 mm eller 8 mm tykke, gør ikke det store, blot at de er ensartede. Jeg brugte et mandolinjern, men man kan sagtens bruge en kniv. Mine var cirka 4 mm tykke.
Tørring (dehydrering) i ovn
Jo tyndere skiverne er, jo bedre.
Placer skiverne i et jævnt lag på en bagepapirs beklædt bageplade.
Tilbered dem ved 50 grader varmluft i cirka 8-10 timer, afhængig af tykkelsen på dem.
Tørring (dehydrering) i dehydrator
Her må skiverne gerne være lidt tykkere end i ovnen, men jo tyndere de er, jo hurtigere går det.
Tænd din dehydrator på 55 grader og indstil den til 9 timer.
Placer svampeskiverne i bakkerne og sørg for at de ikke rører hinanden.
Hold øje med svampene efter 8 timer, det kan sagtens være at de kan nøjes med den tid eller at de skal have 10 timer - det er afhængig af tykkelsen og hvor god din dehydrator er.
Opbevaring
De skal være helt tørre og knække/være sprøde når de brækkes over.
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af, gerne på en rist.
Placer dem i et sylteglas eller andet glas med låg.
Opbevar dem mørkt og køligt.
Genhydrering af svampe
Placer de tørrede svampe i en skål med koldt vand. Lad dem stå i cirka 30 minutter og de er nu klar til brug. Vandet vil du kunne bruge i din gryderet/risotto eller lignende.
Svampefond
Bring vand og dehydrerede svampe i kog. Tilsæt evt. rodfrugter eller grøntsager.
Lad de simre i 10 minutter og sluk blusset og sæt låg på gryden.
Lad det stå og trække, jo længere tid, jo mere smag.