Brug resten af dit knoldselleri til din puré. Skær det i mindre stykker, så de cirka er 2x3 cm.
Sæt en vakuumpose på en kande (f. eks. et stavblenderglas). Kom selleristykkerne i og hæld herefter mælk og fløde i posen.
Hvis du har en kammervakuumpakker, så kan du blot vakuumpakke det som du plejer. Den har ikke noget problem med væske. Hvis du har en almindelig vakuumpakker, så skal du "blot" hænge posen udover bordkanten og så presse det luft du kan ud af posen "manuelt". I stedet for at starte vakuumpakkeren og suge luften ud, så skal du blot trykke "Seal", så den forsegler. Placer noget tungt (f.eks. en tallerken eller et lille fad) ovenpå posen, så du forhindrer at den flyder på overfladen.
Tilbered selleristykkerne i 1,5 timer ved 85 grader.
Tag posen ud af vandbadet og skær et lille hul i hjørnet. Hæld næsten alt væsken fra i en skål, det skal bruges til at komme i puréen, så du får den rigtige konsistens.
Åbn posen helt og hæld det hele i en blender. Har du ikke en blender, så brug en skål eller gryde som du kan stavblende det hele i.
Blend det hele godt og grundigt. Jeg blender typisk på fuld drøn i 30 sekunder.
Tilsæt nu 1/2-1 dl af væsken og blend igen.
Kom smør i og lidt mere væske i og blend igen.
Fortsæt med mere væske til den rigtige konsistens. Smag nu til med salt og peber.