Afstem brødenes længde efter pølsen eller fyldet, der skal bruges.
Pølsen må gerne stikke lidt ud i hver ende.
Lav en stor portion brød, gerne med lidt variationer og frys dem ned.
Så er der altid brød, når trangen til en god hotdog melder sig.
Rør gæren ud med honning og olie.
Tilsæt æg, salt og mælk.
Kom mel i lidt ad gangen og ælt dejen grundigt, til den ikke klistrer mere, men dejen må gerne være lidt blød.
Æltetid ca. 5 minutter.
Lad dejen hæve et lunt sted, tildækket med et viskestykke, i 25 minutter.
Form dejen til 16 brød og sæt dem på en bageplade med bagepapir.
Hæv dem et lunt sted til dobbelt størrelse, tildækket med et viskestykke.
Pensl med æg. Bag brødene lysebrune ca. 15 minutter ved 200 °C.
*Efter de er penslet, kan brødene drysses med sesam, græskarkerner, birkes, nigella, salt, ost eller tørrede krydderier. Dejen kan evt. også tilsættes lidt revet gulerod, courgette eller spinat. Ønskes længere hævetid, bruges mindre gær.