Start med at knuse en passende mængde cornflakes til grov rasp. Bland dem med salt og peber, og læg dem i en dyb tallerken. Pisk æggene sammen, ligeledes i en dyb tallerken (det gør det nemmere, når du skal vende fisken). Skyl og tør rødspættefiletterne, vend dem først i æg, derefter i rasp.Varm en stor stegepande op og smelt smørret. Steg fisken 2-3 minutter på hver side og krydr med salt og peber. Hold dem evt. varme i ovnen ved 100 grader indtil resten er færdigt.
Kartofler
Kog kartoflerne i rigeligt, letsaltet vand. Sluk for vandet, når de er næsten færdige, og lad dem stå i det varme kogevand. Sæt til side.
Hollandaise-sauce
Til saucen skal du bruge klaret smør. Det gøres ved at smelte smørret langsomt og derefter skumme vallen af på toppen, inden det forsigtigt hældes over i en anden gryde, uden at bundfaldet kommer med. Æggeblommerne piskes sammen med fonden over et vandbad, til massen bliver lys og skummende. Det smeltede smør tilsættes, først lidt ad gangen, mens der piskes, siden i en rolig strøm. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Servering
Kog ærterne efter pakkens anvisning. Server de stegte fiskefilletter med kartofler, ærter og sauce.