Da jeg her arbejdede med et udenlandsk lam (eller sandsynligvis et får, hvis ret skal være ret), havde kødet et forholdsvist tykt fedtlag. Start med at pudse det værste lag fedt af lammekronen ved at lægge lammekronerne på spækbrættet med fedtsiden opad. Knib fedtet sammen med fingrene og stik din afpudserkniv ind her (pas på fingrene). Vi fjerner ikke alt fedt, da det alt andet lige er med til at give saft og smag til lammekronen.
Rids herefter fedtlaget på kryds og tværs. Undgå at skære helt ned i kødet, da det vil udtørre kødet, ligesom med flæskesteg.
Sæt en stor pande på komfuret og tænd på middelhøjt blus.
Hæld olien på den varme pande.
Læg lammekronen på panden med fedtsiden nedad.
Lad lammekronen brune af i et par minutter. Læg nu lammekronen over i et ildfast fad med fedtsiden opad.
Brug lidt staniol til at lægge under lammekronen i den side, hvor benene stikker ud. Det gør du for at udligne højdeforskellen, så lammekronen får en så ens stegning i ovnen som muligt - igen, akkurat som vi kender det fra flæskestegen.
Læg et par kviste af rosmarin og et par flækkede hvidløg henover lammekronen.
Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
Sæt lammekronen i den forvarmede ovn.
Lad den stege i 25 minutter.
Tag herefter lammekronen ud af ovnen og læg den på et spækbræt.
Lad nu lammekronen hvile i 20 minutter - gerne på en rist eller et skærebræt. Du må endelig ikke dække kødet til.
Servér din fantastisk møre, saftige og rosa lammekrone.