Tag kyllingen ud af køleskabet. Det har godt af ikke at være køleskabstemperatur, når det kommer på den varme pande, da kødet ellers vil afgive en del væske og få kødet til at koge fremfor at stege.
Kom risene i en gryde og skyl dem godt igennem i koldt vand. Vandet behøver ikke blive helt klart, men du vil gerne have skyllet det meste af den "overskydende" stivelse ud.
Fyld gryden op med frisk, koldt vand, så risene er dækket med cirka 2 centimeters vand.
Kog risene møre på komfuret. Du kan med fordel bruge en riskoger, men en almindelig gryde/kasserolle er også fin. Sæt de færdige ris til side og gå nu i gang med at klargøre alle ingredienserne til wokpanden. Alt skal gøres klar på forhånd, da der ikke bliver meget tid til det, når først vi går i gang med tilberedningen.
Skær de grønne bønner ud i stykker på 3 centimeters længde.
Skær tomaterne ud i brede både.
Skær forårsløgene ud i tynde skiver.
Skyl babyspinaten og basilikumbladene.
Skær babymajsene ud i 2 centimeters længde.
Pil løget og skær det ud i brede både.
Skær halvdelen af chilierne ud i tynde, skrå skiver. Det ser dekorativt ud i den færdige ret.
Hak den sidste halvdel af chilierne groft og kom dem over i en morter. Du kan også bruge en minihakker, hvis du ikke har en morter. Skær hvidløget i mindre skiver og kom dem ligeledes over i morteren.
Giv det en god tur i morteren. Det skal blive til en ret grov masse.
Skær kyllingebrysterne ud i passende stykker. Jeg skærer dem gerne ud i skiver på skrå og halverer dem eventuelt, hvis nogle af stykkerne bliver for lange. Det ser dog også meget dekorativt ud med lange, skrå skiver af kylling!
Sæt din wok på komfuret og tænd på fuldt drøn. Når wokpanden er varm, hældes olien på.
Tænd for emhætten og hæld den grove chili-/hvidløgsblanding i den varme olie. Lad det tage lidt farve.
Kom nu kødet på panden og lad det hurtigt få lidt farve.
Tilsæt herefter soya, fiskesauce, østerssauce og sukker.
Rør det godt rundt. Tilføj tomater, grønne bønner, forårsløg, babymajs, rødløg og de tynde skiver af chili.
Lad det hele koge lidt ind mens du rører rundt i det.
Tilsæt babyspinat og basilikumblade.
Rør rundt og sluk for varmen. Rør rundt et par gange, mens bladene skrumper ind af varmen. Servér med jasminrisene.