Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn. Graderne afhænger dog af din ovn.
Start med at afpudse oksemørbraden for fedt og sener. Hvis du køber kødet hos en slagter, så kan du få ham til at gøre det.
Oksemørbrad er ret ujævnt i størrelsen, så du kan enten stege kun det midterste stykke (chateaubriand) for at få det ensartet eller snøre det op med kødsnor. Hvis du køber kødet hos en slagter, så kan du få ham til at gøre det.
Krydr kødet med salt og peber. Ønsker du at give kødet lidt ekstra smag, kan du vælge at krydre kødet med frisk timian, rosmarin eller hvidløg.
Brun kødet af på en grillpande, almindelig pande eller i en stegegryde i smør og olie i 5-6 minutter. Giv den et par minutter på hver side.
Sæt derefter mørbraden i ovnen med et stegetermometer i midten af kødet. Steg den til en centrumtemperatur på 56-60 grader. Det tager 20-25 minutter, igen afhængigt af din ovn.
Tag stegen ud. Den behøver ikke at hvile, men hvis den gør, skal den ikke pakkes ind, da den dermed vil stege videre.
Skær ud og servér! Kom gerne friskkværnet peber og flagesalt på toppen. Velbekomme.