Prøv disse vildt fine og lækre små cupcakes med en cremet frosting med jordbær! Lækker vaniljebund toppet med søde danske jordbær i en syndig frosting.
Start med at tage smørret (både til dejen og til frostingen) ud i god tid, så det er blødt, når det skal bruges.
Dej
Sæt din ovn på 175 grader almindelig ovn.
Kom det bløde smør i en skål med sukker og vaniljesukker og pisk det lyst og let luftigt med en håndmikser.
Slå ét æg ud i en lille skål og hæld det i æggesnapsen, imens der piskes. Gentag med de resterende æg, ét æg ad gangen.
Kom til sidst hvedemel og bagepulver i massen og pisk det hele godt sammen til en glat dej.
Find 12 muffinforme og fordel dem på en bageplade (eller i en metal muffinform) og hæld dejen i papirformene.
Sæt kagerne i den forvarmede ovn og bag dem, indtil de er lækkert gyldne ovenpå. Bagetiden afhænger lidt af din ovn, men det tager i omegnen af 20 minutters tid.
Tag de færdige kager ud af ovnen og lad dem køle af.
Frosting
Vask jordbærrene under den kolde hane og skær det grønne fra. Du kan også fjerne det grønne ved hjælp af et sugerør ved at stikke sugerøret i enden og hele vejen igennem jordbærret.
Kom de rensede jordbær i en blender og blend dem til en ensartet masse.
Hæld jordbærmassen igennem en si og over i en gryde.
Bring det i kog på svagt blus, mens du rører i gryden og massen tykner. Efter cirka 10 minutter er den blevet tyk nok, og så tager du gryden af varmen og lader det afkøle. Det skal blive fuldstændig koldt.
Kom det bløde smør i en skål med flødeosten (en pakke på 200 gram) og den nu afkølede jordbærmasse og pisk det sammen med en håndmikser. Kom herefter flormelis i skålen og pisk videre, til det er blevet til en lækker cremet frosting. Det tager minimum 5 minutter.
Smør din jordbærfrosting på de afkølede cupcakes eller kom frostingen på en sprøjtepose med stjernetyl, så dine cupcakes får et lidt finere udtryk.