Hold nu op, vi har bagt tusindvis af de her boller! Line har regnet på det. Vi har bagt over 100.000 for at være mere præcise. De er sådan for alvor lyse, for det er bare bedst, når man skal have en snasket burger. Når de er helt bløde og nybagte, kan de også bare nydes med rigeligt, koldt plantesmør.
Gør sådan her:
Smuldr gæren i en stor skål. Tilsæt salt, sukker og vand, og rør, til gæren er opløst. I med melet, og ælt dejen godt. Brug mindst 5 minutter på det, mens du ælter en masse kærlighed i den. Hvis du har en røremaskine, der kan klare dej, lader du den bare ælte 5-10 minutter ved mellem hastighed.
Når du er færdig med at ælte, lægger du dejen i en skål og hælder en smule olie over. Læg et viskestykke over den, og lad den hæve et lunt sted 30-40 minutter.
Hæld lidt olie på bordpladen, og del dejen i 16 klumper. Form nogle fine, runde boller. Du kan også bare lave 16 klatter, så bliver de sådan lidt rustikke, det er også dejligt.
Drys nu rigeligt med sesam på. Pres frøene lidt ned, mens du samtidig trykker bollen lidt fladere.
Lad bollerne hæve i 30 minutter. Bag dem nu ved 200 grader i ca. 12-15 minutter.
Lad bollerne køle lidt af, inden du kaster dig over dem.
Tip: Brug evt. birkes i stedet for sesam, så har du perfekte morgen- eller eftermiddagsboller.