x
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
opskrift

Syltede asier

Helena Grayston | 9. april 2020
Syltedronningens udgave

Asier er på en måde gammeldags, og gad vide hvor mange der egentlig ved hvordan en asie ser ud? Den ligner en forvokset squash men også lidt en forvokset agurk. Asier kan blive kæmpestore, men ligesom squash, er de bedst i smagen når de ikke er for gamle og for kæmpe. Smag på din rå asie så du ved, at den ikke er bitter. En gang bitter, altid bitter, det gælder især for en asie. Du kan ikke sylte den smag væk.

Syltede asier er et klassisk, dansk tilbehør og passer til mange klassiske danske retter, fx frikadeller, leverpostej, og flæskesteg. Asier er surt tilbehør som også skal være sprødt. En blød asie er en død asie. En velsyltet asie smager af mere, men farven er hvid og kedelig. Serverer du den med lidt klippet dild så tager den sig bedre ud. 

Asier skal syltes med dildskærme, men dildskærme kan være svære at skaffe. Som alternativ kan du bruge sellerifrø eller dildfrø. Hvis du synes lagen bliver for sød med 500 gram sukker, kan du skære lidt ned på det. Eddiken konserverer dine asier så sukkeret bruges som smagsgiver. 

Asier fylder en del, så brug sylteglas på 500 ml. 

Syltede asier

Syltedronningens udgave
No ratings yet
Udskriv Pin
Keyword: Dansk mad, Mormormad, Syltning, Tilbehør
Forb. tid: 4 timer
Tilb. tid: 2 minutter
Antal: 1 glas
Forfatter: Helena Grayston

Ingredienser

  • 1 stk. Asier på cirka 2 kg
  • Salt
  • 1 liter Eddike lager
  • 500 gram Sukker eller mindre
  • 1 tsk. Sellerifrø eller 2 dildskærme eller 1 tsk. dildfrø
  • 1 tsk. Rosenpeber
  • 4 stk. Laurbærblad
  • 2 tsk. Sennepsfrø gule
  • 1 stk. Chili delt i 2 på langs

Sådan gør du

  • Start med skrælle din asie. 
    Flæk den på langs, så du kan fjerne kernerne. De skal skrabes ud og smides ud herefter.
    Lav skiver på 1 cm herefter og placer dem i en skål.
    Drys rigeligt salt på dem, så du får trukket lidt af væsken ud af dem.
    Lad gerne skålen stå at trække natten over eller som minimum et par timer.
    Skyl salten fra under en kold vandhane.
    Tør dem godt af, f.eks. med et tørt viskestykke.
    Bring alle ingredienserne i kog i en 2 eller 3 liters gryde. Smag den til.
    Skold et sylteglas og kom de tørrede asier deri.
    Hæld den kogende lage henover luk glasset med det samme.
    Lad dem trække i et par uger.

Om forfatteren


Helena Grayston har startet Syltedronningen. Hun fik tilnavnet da hun vandt Politikens syltekonkurrence og blev nummer to. Sidenhen er Syltedronningen blevet til en virksomhed og herigennem udlever Helena sin glæde ved syltning og giver alt det hun kan videre til alle dem der også gerne vil sylte. I 2019 lancerede Helena 5 artisanal syltede produkter som er godt på vej ud på hylder og tallerkener i det danske land.