Opskrift på svensk pølseret
Svensk pølseret er en god, gammel klassiker, man aldrig bliver træt af. Retten er hurtig at lave, den koster ikke mange kroner og de fleste børn elsker den. Hvad kan man næsten forlange mere?
Brug pølser af god kvalitet, nykogte kartofler og et drys purløg på toppen, og retten vil også falde i de voksnes smag.
Svensk pølseret er måske verdens nemmeste ret! Det er en rigtig klassiker, der er populær i mange danske hjem, særligt med børn. Den er helt sikkert elsket af både børn og voksne, og det er der sådan set ikke noget at sige til, for retten er bare helt enkel, og så smager den forrygende. Der er ikke så mange dikkedarer eller “skjulte” ingredienser i svensk pølseret, og hvis der er noget, der plejer at falde i god jord hos ungerne, så er det de helt reelle retter som eksempelvis svensk pølseret, spaghetti bolognese, pizza, pølsehorn, og så videre.
På trods af sit navn, så har retten faktisk slet ikke noget med Sverige at gøre. Svensk pølseret er så dansk, som det næsten kan blive! Navnet mener at være opstået på grund af nogle danskere, der i sin tid har været på lejrtur i Sverige og i slutningen af turen har lavet en gryderet af diverse madrester: Pølser, kartofler, løg, tomat, og så videre.
Svensk pølseret er en ret, mange af vi danskere får serveret igennem barndommen, og hvis man nogensinde har været spejder, så har man men garanti stiftet bekendtskab med retten rigtig mange gange! Det er i hvert fald en vaskeægte spejderret at lave over åben ild ude i naturen 🙂
Og ja, så flytter man hjemmefra, og så er det som om, den går lidt i glemmebogen? Det er sådan set mærkeligt nok, for det er jo en virkelig billig ret at lave. Og ingredienserne er nogle, som de fleste har liggende, også selvom man er på et lidt stramt budget, for eksempel SU.
Svensk pølseret kan laves på mange spændende måder, men helt traditionelt set skal den nu bare bestå af nogle billige pølser, kogte kartofler i gode mundrette stykker og finthakket løg – altsammen svøbt i en cremet og krydret tomatsovs med fløde og paprika – og så selvfølgelig drysset med purløg på toppen! Man kan også lave den med karry og for eksempel tilføje bacon, porre og gulerødder. Vil man gå rigtig fancy til værks kan man prøve at bruge nogle rigtig gourmetpølser og måske tilsætte lidt rødvin til sovsen…?
Svensk pølseret opskrift
Her får du en fuldkommen klassisk version med røde pølser, paprika og hakket purløg.
Svensk pølseret
Ingredienser
- 6 stk. Pølser Køb nogle gode, kødfulde pølser af god kvalitet
- 2 stk. Løg
- 1 stk. Rød peberfrugt
- 700 gram Kartofler
- 2 spsk. Tomatpure
- 2 spsk. Ketchup
- 2 tsk. Sød paprika
- 1.5 deciliter Fløde
- 1.5 deciliter Mælk
- Krydderier salt og peber
- 1 bundt Purløg
- Smør til stegning
- Olie til stegning
Sådan gør du
- Kog kartoflerne til de er akkurat møre. Hæld koldt vand over dem og lad dem stå og afkøle. Pil dem og skær dem i skiver eller tern.
- Pil og hak løgene i grove tern.
- Rens peberfrugten og skær den i små tern.
- Skær pølserne i skiver på cirka 1 centimeter.
- Opvarm en stor, dyb stegepande (meget gerne en sauterpande) med smør og olie og steg løg og pølser i cirka 5 minutter ved middel varme.
- Tilsæt peberfrugt og steg videre. Det må gerne tag let farve og blive gyldent, men det må under ingen omstændigheder branke.
- Tilsæt tomatpure og svits det med et øjeblik (det udvikler smagen).
- Tilsæt paprika, ketchup, mælk og fløde og lad det koge igennem et par minutter.
- Tilsæt kartoflerne i tern eller skiver og lad dem koge med i 5-10 minutter.
- Smag retten til med salt og peber og drys med finthakket purløg inden servering.