Opskrift på sous vide hornfisk filet
Det her var mit første forsøg med hornfisk.
Hornfisk er i min optik ikke verdens bedste fisk, og jeg er sikker på, at man ikke kan få mere ud af et stykke kød end ved at tilberede det i sous vide. Jeg vil derfor kalde dette for mit bud på den bedste tilberedning af hornfisk.
Hornfisk tilberedes ofte på samme måde som ål eller sild, det vil sige renset og vendt i mel efterfulgt af en pandestegning. Fordi jeg elsker mit vandbad så meget, var jeg selvfølgelig nødt til at prøve at putte den i sous viden.
Men må jeg først have lov at sige: Hold op, det er en fætter, der kræver lidt tålmodighed, i hvert fald hvis man rigtig gerne vil have benene ud af den først.
Heldigvis, kan man sige, har benene jo den vildeste grønne farve, så de er ret nemme at få øje på. Man kan sagtens tilberede fisken med ben, men personligt gider jeg ikke ben i min fisk. Så jeg besluttede at skære dem fra.
Det er lidt besværligt, fordi benene er placeret, som de er. Og så sidder de også ret godt fast.
Her har jeg “åbnet fisken, så “rygsøjlen” ligger bag den fordybning, du ser i midten. Det kræver lidt snilde at få den skåret ud, men det lykkedes mig – nogenlunde. Derudover ligger der også ben bag hver af de to stiplede linjer til højre og til venstre på kødstykket.
Jeg massakrerede den nok lidt, og det er derfor der ligger et lille smalt stykke fisk ved siden af det store 😉 Du kan som sagt sagtens vælge at tilberede den med ben, hvis du synes det andet virker for besværligt.
Hornfisk hører ikke til blandt de mest populære spisefisk herhjemme, men den var alligevel med på vores liste over april måneds sæsonfavoritter! Mange vælger at styre uden om den på grund af dens lidt giftige udseende og de kraftigt grønne ben, men det er nu en skam ikke at give den en chance, når den nu engang er i sæson.

Sous vide hornfisk filet
Ingredients
- 1 stk. Hornfisk
- Salt
Instructions
- Fjern benene med en god kniv, gerne en fileteringskniv. Start med at lægge et skråt snit på hver side ind under benene - både langs de "stiplede" og langs "rygsøglen". Alternativt kan du vælge helt at fjerne det stykke, hvor "rygsøjlen" ligger, så du i stedet får to aflange fiskefileter.
-
Gourmetsalt herefter fisken i 15-20 minutter. Det giver fisken en langt bedre smag og konsistens.
- Skyl efterfølgende fisken ren for salt under den kolde hane.
- Dup fisken godt tør med et rent viskestykke og læg den i vakuumposen.
-
Vakuumpak fisken.
- Tilbered den ved 48 grader i 25 minutter.
- Pak fisken ud af posen og dup den lidt tør for væde. Herefter er fisken klar til spisning. Fordi du har gourmetsaltet fisken, skal der ikke tilføjes yderligere salt. Servér eksempelvis med kartofler og persillesovs eller smørsauce, og med en god puré, gerne enten knoldselleri eller blomkål - eller en blanding.