
Opskrift på selleri røsti
Rosti, rosti eller rösti – kært barn har mange navne. Vi elsker kartoffelrøsti hjemme hos os, men denne gang stod den på rodfrugt rösti med knoldselleri!
De opstod faktisk lidt ved en fejl. Planen var nemlig at lave “frikadeller” med knoldselleri i stedet for hakket svinekød.
Idéen var sikkert god nok, men det endte ikke rigtig ud i frikadeller! I stedet blev det til yderst velsmagende røsti, som jeg til hver en tid gerne laver igen som erstatning for kartofler eller ris som tilbehør.
Cayennepeberet er med til at give lidt varme til retten, men er du ikke til det krydrede, kan du bare undlade det.
Selleri røsti opskrift

Selleri røsti
Ingredienser
- 300 gram Knoldselleri
- 65 gram Løg
- 2 stk. Æg
- 1 tsk. Paprika
- 0.5 tsk. Cayennepeber valgfrit
- 1 spsk. Hvedemel
- Salt og Peber fra kværn
- Olie til stegning
- Smør til stegning
Sådan gør du
- Skræl knoldsellerien og riv den groft på rivejernet.
- Pil løget og riv det ligeledes groft.
- Vrid knoldsellerien og løget helt fri for væde i et viskestykke.
- Rør alle ingredienser (på nær ghee / olie og smør) grundigt sammen i en skål.
- Kom olie og smør på en varm pande (middelhøjvarme, 10/14 på mit komfur) og læg klatter af sellerimasse på den varme pande.
- Steg røstierne i cirka 4 minutter på begge sider, indtil de er gyldne og sprøde.
- Servér.