Rødgrød med fløde

Rødgrød med fløde

10 min
30 min
4  personer
Profile picture for user Anne Mette Autzen
Anne Mette Autzen
✅Rødgrød med fløde er så ærkedansk, som det overhovedet kan blive! ✅Den kan serveres enten kold eller lunken med kold mælk eller fløde. ✅Jeg brugte friske bær, men frosne bær kan sagtens gøre det, hvis det er mest belejligt for dig.
Om opskriften
Beskrivelse

Rødgrød med fløde er så ærkedansk, som det overhovedet kan blive. Dels pga. farvernes lighed med Dannebrog, dels fordi det nærmest er blevet sprogtesten herhjemme - det er snart de færreste af os, der ikke på  ét eller andet tidspunkt har moret sig over at få en stakkels turist til at udtale det utaknemlige dessertnavn. 

Denne friske, søde og bløde frugtgrød, som vi jo netop forbinder med alt, der er dansk, er egentlig en nordisk grød fra starten af 1900-tallet med både danske og tyske rødder. På dette tidspunkt havde vi rigelige mængder mælk, sukker fra sukkerroer var blevet billigt, og jordbærene havde gennemgået en forædling, så de nu var store og lækre.

Rødgrød med fløde kan serveres enten kold eller lunken med kold mælk eller fløde.

Jeg brugte friske bær, men frosne bær kan sagtens gøre det, hvis det er mest belejligt for dig.

Ingredienser
500 g Jordbær
200 g Hindbær
250 g Rabarber
2 spsk Kartoffelmel
180 g Sukker (efter smag)
2 dl Vand
Vejledning

Rabarberstilkene skylles og skæres i skiver på 1 cm bredde. Læg ca. 100 gram til side og gem til senere. 

Bærrene rense og ordnes og skæres i kvarte. 75 gram lægges til side.

Bær og rabarber lægges i en gryde med vand og koges møre i 5-10 min.

Det hele presses gennem en sigte.

Saften kommes i en gryde og bringes i kog.

Sukkeret tilsættes, og de bær og rabarber, du lagde til side tidligere, tilføjes nu til gryden. Det hele koges i 3-4 minutter.

Smag evt. til med mere sukker.

Kartoffelmelet udrøres i 2 dl vand og røres i gryden. NB: Grøden må ikke koge, når kartoffelmelet først er tilsat, så tag straks gryden af varmen.

Grøden hældes i en skål, og overfladen drysses med lidt sukker.

Afkøl og servér med kold mælk eller fløde.

 

Om forfatteren
Profile picture for user Anne Mette Autzen
Anne Mette Autzen
Bio
Anne Mette elsker at eksperimentere med nye ting i køkkenet - gerne med sæsonens råvarer - hvad enten det er syltning, bagning eller madlavning!
Læs flere af vores opskrifter
Kategori

Mad

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.



Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier