Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Pasta med konfiteret and og æggeblomme

Anette-Anette Søstrøm Asmussen
 

Anette er vild med at bage, især brød og kager. Klassiske danske retter og desserter fylder desuden meget i hendes hverdag.

10. oktober 2019

Opskrift på pasta med konfiteret and og æggeblomme

Du har nok hørt om confiterede andelår (se opskrift på Confit de Canard her og en sous vide-udgave her) – men hvad med confiterede æggeblommer?

Pasta med konfiteret and og æggeblomme

Confitering betyder “konservering”, og det er en konserverings- og tilberedningsmetode fra Frankrig. Det går i sin enkelthed ud på at fødevaren blandt andet tilberedes i fedt.

Confiterede andelår er som bekendt pivmøre, saftige og fulde af smag.

Pasta med konfiteret and og æggeblomme

Ligeledes har confiterede æggeblommer mere smag og konsistens i sig. Det er helt forrygende – og utroligt nemt.

Her serverede jeg begge dele til en skøn hjemmelavet pasta og med revet parmesan samt sprødstegt salvieblade udover. Det smagte fantastisk!

Hvis du ikke vil kaste dig ud i din egen hjemmelavede pasta, kan du også bruge frisk pasta fra supermarkedet 🙂

Pasta med konfiteret and og æggeblomme

Pasta med confiteret and og æggeblomme opskrift


Antal: 2 personer

Pasta med konfiteret and og æggeblomme

Forfatter: Anette Søstrøm Asmussen
Forb. tid: 1 time
Tilb. tid: 5 minutter

Ingredienser

Confiteret æggeblomme

  • 2 Æggeblommer
  • 90 gram Olie smagsneutral

Hjemmelavet pasta

  • 2 Æg
  • 200 gram Tipo 00 du kan også bruge durum- eller hvedemel
  • 1 knivspids Salt
  • Olivenolie

Confiteret and

  • 2 Andelår confiterede - find link til opskriften i vejledningen

Topping

  • Salvieblade mængde efter behov
  • Olie smagsneutral
  • Parmesan en god kvalitet og i rigelige mængder!
  • Peber fra kværn

Sådan gør du

Confiteret æggeblomme

  • De confiterede æggeblommer kan uden problemer laves et par timer på forhånd, så længe du lader dem stå i olien efterfølgende, indtil de skal serveres.
    1. Tænd ovnen på 65 grader almindelig ovn.
    2. Læg hver æggeblomme i hver sin lille skål - jeg brugte to små ramkeiner.
    3. Fordel olien over æggeblommerne, så blommerne dækkes. Tilføj mere olie, hvis der ikke er nok til at dække dem.
    4. Sæt begge skåle med æggeblommerne i den forvarmede ovn.
    5. Lad dem stå i 60 minutter.
     

Hjemmelavet pasta

    1. Hæld melet ud på køkkenbordet og dan et lille hul i midten med plads til æggene.
    2. Drys først saltet i hullet.
    3. Slå æggene ud ovenpå saltet.
    4. Brug en gaffel til at piske melet ind i æggene, lidt efter lidt. Brug den ene hånd til at skubbe melet ind mod æggene, mens du forsigtigt pisker med den anden hånd.
    5. Tag over med hænderne, når du er 2/3 igennem melet - herefter er det nemlig svært fortsat at bruge gaflen, da dejen er ved at blive for fast.
    6. Ælt dejen godt sammen med hænderne. Det tager typisk mellem 5 - 10 minutter, så det kan godt blive lidt hårdt for hænderne. Brug håndroden. Det letter æltningen en del. Dejen er klar, når overfladen er glat og pæn.
    7. Pensl olien udover dejen.
    8. Pak herefter dejen ind i husholdningsfilm eller læg den i en plastikpose.
    9. Lad dejen hvile heri i 30 minutter - gerne længere.
    10. Hæld herefter dejen ud på et meldrysset bord.
    11. Rul dejen ud og tilføj mere mel, når det er nødvendigt - det tager en del ekstra mel. Dejen skal rulles ud, så den bliver så tynd som muligt.
    12. Drys kagerullen med mel og læg den ultratynde pastadej op på kagerullen.
    13. Rul kagerullen over bordet et par gange med et let tryk.
    14. Drys mel ud på bordet og rul pastaen ud herpå.
    15. Fold pastadejen 4 gange henover sig selv. Det gør det nemmere og hurtigere at skære pastaen ud i skiver.
    16. Skær nu pastaen ud i den bredde, du ønsker den. Jeg skærer gerne min pasta ud i cirka 1 centimeters bredde, men det afhænger af retten. Til en pasta bolognese er det eksempelvis rigtig lækkert at skære pastaen ud i bredere skiver.
    17. Hæld vand og lidt salt i en gryde og bring vandet i kog. Det skal buldrekoge.
    18. Kom pastaen i det kogende vand.
    19. Lad pastaen koge heri i 4 minutter.
    20. Tag den færdige pasta op af vandet med en pasta-ske.
    Hvis pastaen ikke skal koges straks efter, du har skåret den ud i skiver, vender du blot alle pastaskiverne i rigelige mængder mel, så de ikke klistrer sammen i mellemtiden. Så kan pastaen fint ligge og vente på at blive kogt.
     

Confiteret and

    1. Læg andelårene på spækbrættet. Jeg brugte confiterede andelår i sous vide fra denne opskrift.
    2. Tag to gafler.
    3. Trevl kødet af andelårene ved hjælp af gaflerne.
     

Topping

    1. Forvarm ovnen på 200 grader varmluft.
    2. Beklæd en bageplade med bagepapir og fordel salviebladene herpå i et enkelt lag.
    3. Hæld olien i en lille skål og pensl olien på salviebladene.
    4. Sæt pladen i den nu varme ovn.
    5. Lad salviebladene stege. Her vil de skrumpe ind og blive sprøde. Det tager mellem 15 - 20 minutter.
    6. Tag de sprøde salvieblade ud af ovnen og lad dem køle lidt af.
    7. Portionsanret pastaen.
    8. Fordel det trevlede andekød udover pastaen.
    9. Læg en blomme på midten af hver pastaanretning efterfulgt af et generøst lag revet parmesan.
    10. Slut af med den sprøde salvie og lidt friskkværnet peber.
    11. Servér - God appetit!