Opskrift på pandestegt helleflynderfilet
I weekenden drog fruen og jeg en tur på torvet på Ingerslevs Boulevard. Vi slog selvfølgelig også turen forbi min fiskemand.
Han har altid været god til at anbefale mig spændende ting, som jeg bare skal prøve, og denne gang blev det til helleflynderfileter, der efter sigende skulle være smørbløde i konsistensen og super lækre.
Og lad mig bare sige det ganske kort: Det var de!
Jeg elsker helt generelt at spise råvarer i sæson, og for mig giver det bare så god mening – især hvis råvarerne også er lokale. Det er bedre for klimaet, min pengepung, og smagene er altså bare bedre.
Her i november måned er både jordskokker, grønkål, og efterårsæbler i sæson, og i den her ret valgte jeg derfor at servere den smørmøre helleflynder på en bund af blød og mild jordskokkepuré og lidt seje og chewy grønkålsblade samt smørristede hasselnødder og små friske æbletern på toppen.
Og retten er bestemt ikke smørfattig 🙂
Denne ret vil kunne bruges som en hovedret til to personer, eller som forret til fire personer.
Pandestegt helleflynderfilet opskrift
Pandestegt helleflynderfilet
Ingredienser
Ristede hasselnødder
- 10 gram Smør
- Hasselnødder
Stegt helleflyndefilet
- 400 gram Helleflynderfilet
- Salt
- Smør eller ghee til stegningen
Jordskokkepuré
- 700 gram Jordskokker
- 20 gram Smør
- 1 deciliter Fløde
- Salt og Peber
Grønkål
- 100 gram Grønkål Gerne i hele blade. Det afhænger lidt af deres størrelse, hvor meget man skal bruge. Gerne 2 blade pr. person
- 20 gram Smør
- 0.5 deciliter Vand
Anretning
- 0.5 Æbler
Sådan gør du
Ristede hasselnødder
- Hasselnødderne skal laves på forhånd, så de når at køle helt af: Smelt smørret på en pande ved middelvarme (8 ud af 14 på mit komfur).
- Kom hasselnødderne på panden og steg dem i cirka 10 minutter. Vend dem cirka hver andet minut.
- Tag de færdigristede hasselnødder af panden og læg dem ind i et rent viskestykke, hvor du ruller hasselnødderne mod hinanden. Det meste af skallen kommer nu af nødderne, men det gør ikke noget, hvis det hele ikke kommer af. Lad de mere eller mindre afskallede hasselnødder køle lidt af og hak dem efterfølgende groft.
- Lad dem køle helt af inden servering, så de bliver mere sprøde.
Stegt helleflyndefilet
- Tør fileterne godt af for væde.
- Sæt stegepanden på komfuret og tænd på middelhøj varme. På mit komfur er det 11 ud af 14.
- Kom smør eller ghee på den varme pande og lad det smelte.
- Steg helleflynderfileterne i 60 - 90 sekunder på hver side. En generel ting ved fisk er, at det tilbereder videre, efter du har taget det af varmen, så hvis der går lidt tid, før du skal servere fisken, så er det bedre at lægge sig tættere på de 60 end 90 sekunder.
- Tag fisken af panden, når den er stegt færdig, og krydr med salt og peber. Gourmetsalter du ikke fisken, så skal den have 2 minutter på hver side og krydres med salt og peber inden stegningen. Lad væden fra fisken ligge på panden - den skal bruges til grønkålen lidt senere. Lad al væden blive på panden - den skal bruges til grønkålen lidt senere.
Jordskokkepuré
- Skræl jordskokkerne og skær dem i mindre stykker - gerne så ensartet som overhoved mulig.
- Kog dem i usaltet vand i 10 - 13 minutter, til de er møre.
- Hæld vandet fra.
- Nu skal de blendes: Hvis du bruger stavblender (det gør jeg altid), så hæld jordskokkerne i en kande eller et højt glas sammen med lidt fløde og lidt smør ad gangen. Tilsæt løbende resten af smørret, indtil jordskokkepuréen har den konsistens, du ønsker. Hvis du bruger en almindelig blender, så kommer du bare jordskokkerne i blenderen og gør det samme som med stavblenderen.
- Hæld puréen over en ny gryde og tænd på meget lavt blus. Smag puréen til med salt og peber (og eventuelt lidt eddike) og lad den stå og passe sig selv, indtil I skal spise. Den kan selvfølgelig også spises med det samme.
Grønkål
- Skyl grønkålsbladene godt for urenheder og tør dem godt af - jeg bruger gerne et rent viskestykke til det.
- Smelt smørret med lidt vand i en stor gryde. Kom grønkålen i gryden og kom låg på.
- Lad det tilberede i 5 minutter, imens du et par gange undervejs vender lidt rundt i bladene, så alle bladene bliver tilberedt ens.
- Tag grønkålene op af gryden og læg dem på fedtsugende papir. Kom citronsaft og lidt mere smør på den pande, du stegte helleflynderen på, og tænd for blusset.
- Steg grønkålen på panden i 30 - 40 sekunder på hver side.
- Krydr bladene med lidt salt og peber og læg dem på fedtsugende papir.
Anretning
- Skyl æblet og skræl det eventuelt også, hvis æblestykkerne skal være ekstraflotte.
- Skær æblet i små tern på cirka 2 x 3 millimeter.
- Kom cirka to store skefulde jordskokkepuré i midten af tallerkenen.
- Læg herefter 2 blade grønkål ovenpå puréen.
- Læg et stykke fisk ovenpå grønkålen.
- Drys med de sprøde, smørristede nødder og æbleternene.
- Server straks.