Opskrift på millionbøf
Millionbøf er en klassisk, dansk ret, der er blevet serveret i generationer og atter generationer rundt omkring i de danske hjem. Den emmer af vaskeægte mormormad, hvorfor den også kan dele vandene og danne grundlag for heftige diskussioner i køkkenet: For skal den serveres i sin mest traditionelle form, eller kan den med fordel nytænkes?
Der er efterhånden et utal af variationer og bud på, hvordan den bedste millionbøf skal vinkles.
Traditionel millionbøf vs nytænkt millionbøf
Mad er ikke alene et spørgsmål om smag, men er også stærkt forbundet med minder og historier: Nyere som ældre. De fleste af os kan genkalde os barndommens smag af mormors hjemmebagte boller og grydestegte kylling, ligesom vi fluks bringes tilbage til forrige års eksotiske badeferie, i det øjeblik vi sætter tænderne i en ret, der benytter det givne lokalområdes yndlingsingredienser og -krydderier.
Lysten til at nytænke de traditionelle danske retter, som eksempelvis millionbøf, begrundes derfor sandsynligvis med den danske rejselyst, der kun har været tiltagende gennem årtierne.
Selvom mange af os efterhånden har rejst verden mere eller mindre tynd, ligesom vi har adgang til et væld af spændende og eksotiske råvarer i snart alle supermarkeder herhjemme, er der dog noget skønt, hyggeligt og trygt ved at servere de gamle og elskede danske retter.
At være tro mod de danske klassikere, eventuelt blot for en aften, kan være en rar måde at mødes om velsmagende, gammelkendte klassikere, der kan sende tankerne tilbage til “de gode gamle dage”.
Så glem for en stund alt om kængurusteaks og eksotiske grøntsager og kokkerér en millionbøf i dens helt traditionelle form.
I denne opskrift kørte jeg den forholdsvis safe og traditionel. Hvor jeg kommer fra er der masser af løg i og en anelse rødvin, for at give sovsen ekstra dybde.
Millionbøf
Ingredienser
- 20 gram Smør
- 250 gram Løg
- 2 fed Hvidløg
- 1 tsk. Salt
- 1 tsk. Sukker
- 1 stk. Rosmarinkviste frisk
- Olie til stegning
- 1 spsk. Tomatpure frisk
- 500 gram Hakket Oksekød 10-12 %
- 1 deciliter Rødvin
- 5 deciliter Oksefond
- 1 spsk. worcestershiresauce
- 2 stk. Laurbærblad
- 1.5 spsk. Hvedemel til jævningen, kan erstattes af maizena
- 1 deciliter Vand til jævningen, kan erstattes af mælk
- Salt og Peber salt og peber
- Sovsekulør
- Bredbladet persille
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg fint.
- Varm en gryde op, tilsæt smør og rosmarin og steg løgene til de bliver klare og let brune – tilsæt salt og sukker undervejs.
- Tilsæt tomatpure, oksekød og olie og skru op for blusset. Steg det godt – kødet skal være stegt og ikke kog
- Tilsæt ca. 1 dl rødvin og rør godt rund. Det kød og løg der har sat sig i bunden af gryden skulle gerne løsne sig og give en masse smag til retten (det hedder en deglacering).
- Lad vinen simre et par minutter, så alkoholen kan fordampe.
- Tilsæt bouillon, Worcestershire sauce og laurbærblade og et skud peber.
- Lad retten simre i 10 minutter.
- Bland/ryst hvedemel og vand samme til en jævning og jævn så kødsovsen – prøv dig frem! Det er ikke sikkert, at du skal bruge det hele. Hvis du vil, så kan du lave en blanding af maizena og vand, så skal du bruge meget mindre maizena end hvedemel og den bliver glutenfri.
- Smag sovsen til med salt og peber og giv den sovsekulør, så den får en dejlig mørk farve.
- Fjern rosmarin- og laurbærbladene fra sovsen.
- Hak persillen og kom den ovenpå millionbøffen ved servering.
- Servér millionbøffen med en hjemmelavet kartoffelmos eller rodfrugtsmos. Spæd gerne op med noget syltet, f.eks. syltede rødbeder eller syltede asier.