
Opskrift på koteletter sous vide
Så er det slut med tørre og kedelige svinekoteletter! Meget kan man sige om koteletter, og det er altså ikke det, der får de fleste af os helt op at ringe. Men vi danskere elsker jo overordnet set vores svinekød, så koteletterne ryger stadig ret ofte på menuen rundt omkring i de danske hjem. Man kan vist roligt kalde dem en god gammel traver, også selvom de ikke altid bliver lige gode.
Problemet med svinekoteletter er, at de meget nemt steges tørre og kedelige på panden, så her er sous vide helt oplagt. Med sous vide får du koteletter, der altid er møre og lækre, fordi du meget nemmere kan styre temperaturen og dermed undgå, at kødet bliver tilberedt for hårdt og for længe.
Forskellen på koteletter og nakkekoteletter
‘Svinekoteletter’, ‘koteletter’, ‘fadkoteletter’ og ‘nakkekoteletter’ er allesammen ord, der godt kan bruges lidt i flæng, men det er altså ikke det samme.
Svinekoteletter, som jeg har lavet her, skæres af kamstegen. Kamstegen er mere mager end nakkefileten, og derfor bliver de nemmere tørre og seje som Onkel Jørgens gamle fodsåler.
Skæres koteletterne med skaft, kaldes de herregårdskoteletter/skaftkoteletter (cirka 2 centimeter i tykkelsen), mens de uden skaft bare hedder koteletter eller fadkoteletter.
Fadkoteletter er cirka 1 centimeter i tykkelsen, og det er sådan nogle, jeg har brugt til denne opskrift.
Nakkekoteletter er typisk cirka 1,5 centimeter i tykkelsen og skæres af nakkefileten, der har en rigtig god fedtmarmorering. Fedtmarmoreringen gør, er de ikke er ligeså nemme at stege tørre, som koteletter er det, og så har de også mere smag i sig (igen takket være fedtet). Nakkefileten indeholder dog også en del reelt kød (rent kød), hvorfor nakkekoteletter er en lækker kombination af både fedt og reelt kød.
Koteletter sous vide
Jeg tror, at snart alle danskere kan skrive under på at have prøvet at sætte tænderne i en tør og kedelig kotelet! Men livet er for kort til tørre koteletter.
Løsningen er, at de skal laves i sous vide. Her bliver de møre og lækre, og så er det ovenikøbet utroligt nemt – helt perfekt til en hverdag, hvor tørre fadkoteletter måske er det sidste, man har lyst til at komme hjem til.
Koteletter sous vide tid og temperatur
Tiden og temperaturen afhænger af flere faktorer, heriblandt hvor tykke koteletterne er og hvordan du selv foretrækker dit svinekød.
Lad os starte med temperaturen. Det er denne, der afgør, hvor rosa eller gennemtilberedt dine koteletter bliver. Se, det er altså en skrøne, at svinekød ikke må steges rosa. Hvis du spørger mig, så skal det helst være rosa/medium (medmindre det er hakket svinekød selvfølgelig, for hakkekød skal altid gennemtilberedes).
Ved at tilberede koteletterne rosa/medium, bliver de rigtig saftige og lækre. Jeg tilbereder altid svinekoteletter, så de er “lige på grænsen” til det undertilberedte, og grunden er, at de jo er så tynde. Når de efter vandbadet ryger på panden og får stegeskorpe, ender de med at tilberede en anelse videre, hvilket gør dem helt perfekte.
Tiden afhænger af tykkelsen på koteletterne. Mine koteletter var som sagt de “klassiske” fadkoteletter på en centimeters tykkelse. Er dine svinekoteletter skåret tykkere ud, skal de have længere tid i vandbadet.

Koteletter sous vide
Grej
Ingredienser
- 3 stk. Svinekoteletter
- Salt og Peber friskkværnet
- Smør til stegning
- Olie til stegning
Sådan gør du
- Krydr kødet med salt og peber og vakuumpak det.
- Læg posen i vandbadet og lad koteletterne tilberede i 1 time og 15 minutter ved 58 grader.
- Tag koteletterne ud af posen og tør overfladen godt af med et rent viskestykke.
- Opvarm en pande med olie, og når den er rygende varm, kommes en klat smør på.
- Kom kødet på panden og giv det cirka 15-20 sekunder på hver side på højeste blus, til kødet har dannet en brun og lækker stegeskorpe.
- Tag koteletterne af panden og læg dem på et fad.
- Server straks med det tilbehør, du foretrækker. Det kunne f.eks. være hasselback kartofler og paprikasovs.