Koteletter i fad (min bedste opskrift)

Koteletter i fad (min bedste opskrift)

10 min
20 min
4  personer
Profile picture for user Per Asmussen
Per Asmussen
Redaktion
Glem alt om udkogt og knastørre koteletter i fad. Her er de saftige og passer godt sammen med en paprikaflødesovs som jeg synes hører sig til retten.
Om opskriften
Beskrivelse

Glem alt om udkogt og knastørre koteletter i fad. Her er de saftige og passer godt sammen med en paprikaflødesovs som jeg synes hører sig til retten.

Mine små unger er ikke vilde med champignon, så de blev erstattet af gulerødder der giver lidt dejlig konsistens til retten.

Jeg bruger min egen tørsaltet bacon til retten og jeg har aldrig forstået konceptet om at dejligt sprødt bacon skal ind i saucen, så den bliver blød. Så min drysses på toppen af retten bagefter, men jeg bruger selvfølgelig baconens stegefedt til at stege grøntsagerne i, så man får den gode smag med i saucen.

Koteletter i fad (min bedste opskrift)

Ingredienser
5 Svinekoteletter
  Salt
1 1⁄2 spsk Paprika
  Olie
125 g Bacon
1 tsk Tomatpure
2 Løg
4 fed Hvidløg
2 Gulerødder
1 ds Passata (eller hakket tomater/flåede tomater)
2 dl Piskefløde
2 Rød peberfrugt
1⁄2 tsk Røget paprika
1⁄4 tsk Cayennepeber
  Citronsaft
  Salt og peber
  worcestershiresauce
  Ketchup
  Krydderurter (persille eller timian)
Vejledning

Tænd din ovn på 180 grader almindelig ovn.

Start med at gourmetsalte kødet. Det trækker lidt af væsken ud af kødet og gør det saftigere. Kom et tyndt lag salt på begge sider af dine koteletter og lad dem stå i 10 minutter og trække på et viskestykke. Skyl dem fri fra saltet direkte under vandhanen med koldt vand. Tør det af med et rent viskestykke/køkkenrulle og kødet er klar til at blive stegt.

Skær din bacon i mindre stykker og steg det sprødt på en stor (sauter)pande.

Hak løg og hvidløg fint. Skræl gulerødderne og skær dem i stykker af cirka 0,5 cm tykkelse.

Skær peberfrugterne i tynde skiver.

Hæld baconen over i en sigte med en skål under. Kom baconen over på noget fedtsugende papir (køkkenrulle/rent viskestykke) og hæld baconenfedtet tilbage på panden. Skru blusset op på middelhøj varme (9 ud af 14 på mit komfur) og sauter tomatpure, løg, hvidløg og gulerødder. Er du til champignon, så halver dem og kom dem på panden samtidig. 

Tilsæt lidt røget paprika og cayennepeber.

Grøntsagerne skal blot blive lidt blødere og blive "klare" i farven, de skal ikke brunes.

Tilsæt passata/hakket tomater, peberfrugter og fløde og giv det 1 minut på panden.

Tag det hele af panden og kom dem i en skål. Brug en dejskraber, så du får det hele med.

Tør panden af og kom neutral olie eller ghee på panden og skru op på høj varme (13 ud af 14 på mit komfur).

Drys paprika på begge sider af kødet.

Når panden er meget varm så skal kødet på panden. Det skal ikke tilberedes, men blot have stege skorpe. Så jo varmere panden er, jo kortere tid skal de have på hver side. Jeg tror at jeg gav mine cirka 45 sekunder på hver side.

Kom kødet i et ovnfast fad der er stort nok til at du ligger side om side.

Kom 1/2 dl vand på panden og lad det bruse op i 10 sekunder og hæld væsken over i skålen med saucen. Det gør at du får det sidste af smagen med. Rør rundt i saucen og smag til med salt, peber, citronsaft, ketchup og worcestershiresauce. 

Hæld saucen oven på kødet i fadet og tilbered det 12-14 minutter i ovnen.

Server med retten med ris til og drys bacon og krydderurter henover retten.

Om forfatteren
Profile picture for user Per Asmussen
Per Asmussen
Redaktion
Bio
Per er stifter af og redaktør på GastroFun.dk. Pers hjerte banker især for sous vide-teknikken, saucer og krogmodnet kød. Hans mission er at få danskerne til at spise bedre, lege og eksperimentere i køkkenet.
Læs flere af vores opskrifter
Kategori

Mad

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.



Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier