Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Honninghjerter

Anette-Anette Søstrøm Asmussen
 

Anette er vild med at bage, især brød og kager. Klassiske danske retter og desserter fylder desuden meget i hendes hverdag.

6. november 2019
Honningkager er en helt obligatorisk del af juletiden! De er for rigtig mange forbundet med en helt masse barndomsminder og traditioner, og julen er jo netop indbegrebet af en særligt traditionsrig tid på året. 

Opskrift på honninghjerter

Den søde, varme juletid

Honningkager er er en helt obligatorisk del af juletiden, vil mange påstå. Og jeg er enig. Så simpelt kan det siges.

De er for rigtig mange forbundet med en helt masse barndomsminder og traditioner, og julen er jo netop indbegrebet af en særligt traditionsrig tid på året.

Honningkage har siden sin oprindelse været noget, der forbindes med festligheder og kærlighed.

Honninghjerter

Inden honninghjerter blev en nærmest fast del af julen, blev honningkager faktisk brugt til at sprede glæde i den kolde, mørke vintertid.

Så ja, de er helt sikkert en stor og vigtig del vintermørket.

De bliver dog også pludselig en meget vigtig del af efteråret, i hvert fald hvis man vil lave dem selv.

Fordejen til disse honninghjerter skal nemlig laves minimum en måned i forvejen. I hvert fald hvis de skal blive allerbedst.

Christiansfeld og honninghjerterne

Christiansfeld – eller Honningkagebyen, som den også kaldes – er berømt for sine honningkager. Her er honningkager nemlig blevet bagt i mere end 200 år.

Byen blev grundlagt i 1773, og blot 10 år senere startede byens “honninghjerteeventyr”, så det er forståeligt nok, at de dejlige kager er en så forankret del af byens historie.

Min mand er faktisk opvokset ret tæt på Christiansfeld, så du kan i øvrigt nok forstå, at min skuffelse var stor, da jeg fandt ud af, at han slet ikke spiser honninghjerter.

Det gør jeg – og mange jeg kender – heldigvis!

Fordejen og den lange ventetid

Traditionelt set startes fordejen faktisk helt op til 3 måneder i forvejen.

Jeg har ligefrem set eksempler på honninghjerter, der opstartes allerede et år i forvejen. Wow!

Så du kan nok se, at én måned næsten kan kaldes kort tid 😉

Grunden til, at dejen helst skal laves minimum en måned forinden, er at den skal have tid til at stå og modne.

Det er faktisk en fermentering, der sker i dejen, og det er denne fermentering, der giver honninghjerter (og honningkager for den sags skyld) deres meget karakteristiske krumme og smag.

Du kan godt lave dejen et par dage forinden og stadig få et FORNUFTIGT resultat, men man kan helt klart smage forskel.

Holdbarhed efter bagning

Honninghjerter

Når de dejlige honningkager langt om længe er bagt og klar til at blive nydt og delt med venner og familie, kan de fint holde sig et par dage liggende på bordet, hvis du lægger et viskestykke over dem.

Ellers er det en god idé at opbevare dem i en lufttæt beholder eller kagedåse.

Du kan også opbevare dem i køleskabet, hvor de kan stå i op til en måned.

Jeg kom chokoladeovertræk på alle honninghjerterne med det samme, men du kan med fordel vente med at overtrække dem til den dag, de enten skal spises eller foræres væk.

Hvis du opbevarer honninghjerterne uden at overtrække dem med det samme, er det et godt tip at lægge 1 – 2 skiver toastbrød med ned i kagedåsen. På denne måde kan honninghjerterne trække fugten fra toastbrødet og bevare deres svampede konsistens lidt længere.

Bliver honninghjerterne tørre, kan du prøve at skrælle et par kartofler og komme dem i en plastikpose med kagerne og lade dem trække noget fugt fra kartoflerne i et døgns tid.


Antal: 20 honninghjerter

Honninghjerter

Honningkager er en helt obligatorisk del af juletiden! De er for rigtig mange forbundet med en helt masse barndomsminder og traditioner, og julen er jo netop indbegrebet af en særligt traditionsrig tid på året. 
Forfatter: Anette Søstrøm Asmussen
Ret: Bagning
Køkken: Dansk
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 10 minutter

Ingredienser

Fordejen

  • 500 gram Honning den klassiske gule
  • 500 gram Hvedemel

Honningkagedejen

  • 2 stk. Æggeblommer
  • 10 gram Hjortetaksalt
  • 2 spsk. Vand
  • 10 gram Potaske
  • 5 gram Kanel stødt
  • 5 gram Ingefær stødt
  • 5 gram Nelliker stødt

Chokoladeovertræk

  • 4 deciliter Chokolade knapper mørk
  • 20 Kagepynt forskellige glansbilleder - kan undlades

Sådan gør du

Fordejen

    1. Start med at komme mel og honning i en skål og ælte det sammen med hænderne.
    2. Kom herefter dejen over i en beholder med tilhørende låg.Honninghjerter
    3. Sæt låget på beholderen.
    4. Lad nu dejen stå et lunt sted, eksempelvis oppe i skabet, i en måned. Du kan også lade dejen stå i endnu længere tid, hvis du vil. Det bliver den kun bedre af.
     

Honningkagedejen

    1. Tag en skål frem og kom æggeblommerne heri.
    2. Tilføj hjortetaksalt og rør det sammen med blommerne til en helt glat masse.
    3. Hæld vandet i en kop og rør potasken heri. Bliv ikke overrasket, hvis koppen bliver temmelig varm, det er helt normalt.
    4. Pak din fordej ud og kom dejen i røreskålen på din røremaskine. Forbered dig på, at fordejen er blevet hård - den kan endda være blevet MEGET hård.
    5. Tilføj også æggeblommemassen og vandet med potasken. Der sker en kemisk reaktion ved hjælp af potasken, den er med til at blødgøre din dej. Det kan sagtens betyde at du skal vente lidt tid før du kan komme videre - men bare rolig, det skal nok ende godt.
    6. Lad maskinen røre dejen sammen. Sæt først maskinen på lav hastighed og lad den køre i 3 minutter. Sæt herefter hastigheden helt op og lad den køre i yderligere 3 minutter. Du kan også ælte dejen sammen i hænderne - det tager blot et par minutter længere. Hvis maskinen begynder at lyde som om den knokler lidt for hårdt, stopper du maskinen og fortsætter med at ælte dejen i hånden. Du kan også ælte den med håndkraft helt til at begynde med, så tager det bare et par minutter længere. Du kan også tilføje en lidt vand, en anelse ad gangen, hvis du synes, at dejen er alt for tør at arbejde med.
    7. Tag en kagerulle og rul dejen ud på et bord drysset med mel. Dejen skal være lige knap en halv centimeter i tykkelsen.Honninghjerter
    8. Tag herefter din udstikker og udstik hjerter af hele dejen. Har du ikke en hjerteformet udstikker, kan du også vælge at være rigtig kreativ og selv skære dejen ud i hjerter med en spids kniv 🙂 Resterne af dejen samler du bare og ruller ud på ny og udstikker flere hjerter af.
    9. Tænd din ovn på 180 grader varmluft.
    10. Find din bageplade frem og smør den med lidt olie. Giv den også et drys med lidt ekstra mel.
    11. Læg hjerterne på bagepladen og sæt dem i den forvarmede ovn.
    12. Lad honninghjerterne bage i cirka 10 minutter. Bagetiden afhænger af ovnen, men du kan mærke, om dine honninghjerter er klar, ved at trykke ganske let med fingeren ovenpå honninghjerterne. Ser du et aftryk i kagerne, er de ikke helt færdige endnu.
    13. Tag honninghjerterne ud af ovnen og lad dem afkøle ved at lægge dem over på en rist. Lad dig ikke skræmme af, at honninghjerterne er helt hårde - det gør vi noget ved lige om lidt 🙂Honninghjerter
    14. Gennemfugt et viskestykke med lidt vand. Det skal ikke være drivvådt, blot fugtigt.
    15. Kom nu de afkølede honninghjerter i en bøtte  (uden låg) og læg viskestykket over bøtten.
    16. Sæt bøtten i køleskabet og lad det stå i cirka 4 døgn. Her vil honninghjerterne gå hen og blive lækkert svampede!
     

Chokoladeovertræk

    1. Smelt chokoladeknapperne over et vandbad. Du kan også bruge en plade chokolade (groft hakket). I så fald skal du bruge cirka 200 gram chokolade. Jeg bruger en god kraftig, mørk chokolade på 85%.
    2. Læg honninghjerterne ud på bordet og smør dem med chokoladen med en pensel.
    3. Læg glansbillederne i den fugtige chokolade. Du kan også have klippet forskellige julemotiver ud fra kataloger eller lignende.
    4. Lad chokoladeovertrækket størkne.
     
    Honninghjerter
    Nu er dine honninghjerter klar til at blive nydt!
    Velbekomme og glædelig jul!

Noter

Jeg forsøgte mig med både almindelig ovn og varmluftsovn. I almindelig ovn lykkedes de ikke og de fik sågar længere tid end ved varmluft. En anden gang vil jeg også placere dem længere fra hinanden på pladen, da en del voksede sammen: