Helstegt oksemørbrad

Helstegt oksemørbrad

30 min
35 min
4  personer
Profile picture for user Anne Mette Autzen
Anne Mette Autzen
Helstegt oksemørbrad er en sand weekend-klassiker. Det er en oplagt ret, som du nemt kan hive ud af ærmet, når familien skal samles. God fornøjelse!
Om opskriften
Beskrivelse

Helstegt oksemørbrad er en sand weekendklassiker.

Det er de færreste, der ikke nyder en god og mør oksemørbrad, og derfor er det en oplagt ret, som du nemt kan hive ud af ærmet, når familien skal samles, eller I får gæster på besøg.

Om du vælger at stege eller grille den hel eller i skiver, er oksemørbraden et sikkert valg, der næsten ikke kan slå fejl - så længe du har styr på tilberedningen!

I denne opskrift finder du en udførlig gennemgang af, hvordan du trin for trin går til mørbraden og sikrer, at den bliver yderst veltilberedt. God fornøjelse!

 

Hvad er oksemørbrad?

Mørbraden er er en meget mager udskæring placeret helt oppe ved rygsøjlen og på indersiden af alle pattedyr.

Oksemørbraden anses for at være den møreste og mest delikate udskæring på kvæget, og så er den tilmed nem at gå til og tilberede i ovnen eller på grillen.

 

Klargøring af oksemørbrad

En mørbrad skal altid afpudses inden tilberedning. Dette betyder, at sener, hinder og fedt skal skæres bort.

Sølvsenen er placeret i den tykke ende af udskæringen og fjernes ved at stikke en spids kniv ind, så den ligger fladt mellem sene og mørbrad. Tag fat i senen med den anden hånd, mens du med kniven skærer senen af uden at skære i kødet.

Herefter fjernes de øvrige sener, hinder og fedt.

 

Tilbehør til oksemørbrad

Der er rigeligt at vælge i mellem, når du skal lave et godt tilbehør til oksemørbraden. 

Du kan servere alt lige fra friske salater og dressinger til tungere kartoffelretter og ægte saucer til dette skønne stykke kød. Her besluttede jeg mig for at servere den møre oksemørbrad med lækre bearnaise kartofler.

Oksemørbrad

Ingredienser
Oksemørbrad
1 Oksemørbrad (omkring 1,2 kg)
  Salt og peber
  Smør (til stegning)
  Olie (til stegning)
Bearnaise kartofler
2 kg Kartofler (tilpas mængden)
  Bearnaise (købt færdig)
  Mozzarella
500 g Champignon
3 fed Hvidløg
1 bdt Persille
Vejledning

Oksemørbrad

Oksemørbrad i ovn

  1. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn. Graderne afhænger dog af din ovn. 
  2. Start med at afpudse oksemørbraden for fedt og sener. 
  3. Krydr kødet med salt og peber. Ønsker du at give kødet lidt ekstra smag, kan du vælge at krydre kødet med frisk timian, rosmarin eller hvidløg.
  4. Brun kødet af på en grillpande, almindelig pande eller i en stegegryde i smør og olie i 5-6 minutter. Giv den et par minutter på hver side.
  5. Sæt derefter mørbraden i ovnen med et stegetermometer i midten af kødet. Steg den til en centrumtemperatur på 56-60 grader. Det tager 20-25 minutter, igen afhængigt af din.  
  6. Tag stegen ud. Den behøver ikke at hvile, men hvis den gør, skal den ikke pakkes ind, da den dermed vil stege videre.
  7. Skær ud og servér!
     

Bearnaise kartofler

Bearnaise kartofler

  1. Kartoflerne skrælles og skæres i skiver. Gerne på et mandolinjern.
  2. Herefter puttes de i en gryde og koges cirka 10 minutter i letsaltet vand.
  3. Herefter hældes kartoflerne i et ildfast fad og overhældes med din yndlings bearnaise. Det skal dog være en købe-bearnaise, for hvis du bruger en hjemmelavet sauce, vil den skille i ovnen.
  4. Til sidst smuldres der bøffelmozzarella hen over bearnaisen.
  5. Retten stilles i ovnen ved 200 grader varmluft.
  6. Den skal tilberedes, indtil osten er gylden. Det tager cirka 25-30 minutter.
  7. Tag fadet ud af ovnen og lad kartoflerne hvile i 5 minutter, inden de serveres.
     

Stegte champignon

Stegte champignon

  1. Rens champignonerne og skær dem i kvarte.
  2. Steg dem i olie ved høj varme.
  3. Pres hvidløgene ud over champignonerne og lad det stege med.
  4. Grovhak persillen og drys over champignonerne.

Velbekomme!

Noter

Temperaturer og tilberedning oksemørbrad:

  • Rød/rosa: 55-60 grader
  • Svagt rosa: 60-65
  • Gennemstegt: over 65. Her vil kødet typisk blive tørt. 

HUSK: Jo højere temperaturen er i din ovn, desto mere vil centrumstemperaturen stige i kødet i minutterne, efter det er taget ud af ovnen. 

TIP: Det er ikke nødvendigt at lade oksemørbrad hvile, da kødet ikke bliver mere mørt, saftigt eller smagsfuldt, hvis det får lov at ligge. Hvis du vil lade det hvile inden det skal serveres, skal det ikke pakkes ind, da det så vil stege videre. 

Om forfatteren
Profile picture for user Anne Mette Autzen
Anne Mette Autzen
Bio
Anne Mette elsker at eksperimentere med nye ting i køkkenet - gerne med sæsonens råvarer - hvad enten det er syltning, bagning eller madlavning!
Læs flere af vores opskrifter
Kategori

Mad

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.



Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier