Opskrift på flæskestegssandwich
En flæskestegssandwich er egentlig en burger/sandwich med skiver af flæskesteg, sprøde flæskesvær, rødkål og agurkesalat som fyld.
I denne opskrift har vi anvendt resterne fra et måltid med flæskesteg, brun sovs, syltede agurker og rødkål, så retten her er f.eks. perfekt dagen efter juleaften.
Få bugt med lækre rester og nyd et lækkert måltid i samme ombæring – så bliver det ikke bedre!
Denne opskrift er lavet af Jesper Græm, der har lavet tusindevis af flæskestegssandwiches og retten er baseret på flæskestegen, den brune sovs og agurkesalaten fra her:
Flæskestegssandwich
Ingredienser
- 4 skiver Flæskesteg rester af en stegt flæskesteg
- 4 skiver Flæskesvær fra flæskestegen
- 2 stk. Burgerbolle Potatobuns eller krydderbolle
- Brun sauce rester, tilsat en smule fløde ved opvarmning
- 2 spsk. Remoulade gerne hjemmelavet
- Kartoffelchips som tilbehør, kan udelades
Sådan gør du
Forberedelse
- Den ultimative resteburger, hvor alle de lækre sager, der var tilovers fra en tidligere middag, blev anvendt i en ny og næsten endnu bedre ret: flæskestegssandwichen!
- I bund og grund kan du bruge hvilken som helst slags burgerbolle, men du får den bedste oplevelse ved at bruge en potatobun eller en krydderbolle. De forbliver saftige og karameliser let når de bliver ristet på indersiden.
- Kødet kan lunes på mange forskellige måder og det behøver ikke at være brandvarmt, en varm sauce hjælper her: Kom kødet i ovnen ved 180 grader almindelig ovn i cirka 20 minutter. Eller så kan du vælge at skære det i skiver og stege det hurtigt på panden eller sågar skære sværene fra, vakuumpakke det og lune det i cirka 55 grader varmt vand (sous vide eller håndvasken) i cirka 20 minutter.
- Skær bollerne over og rist dem (kun) på indersiden f.eks. på panden eller en brødrister til de får en flot farve. Bollerne skal være ristet nok, da brødet, hvis det er for blødt, vil suge for meget af sovsen og blive blødt og slasket.
- Den brune sovs var også en rest fra middagen, hvor vi var lykkedes med en virkelig velsmagende én af slagsen. Generelt bliver saucer tykkere i konsistensen, når de opbevares på køl, så vi tilsatte et skvæt fløde (eller mælk) og gav den en tur i mikrobølgeovnen. Sovsen var herefter klar til servering!
- Rødkålen kan også lunes kort i mikrobølgeovnen eller i en gryde.
- Agurkesalaten og remouladen skal blot tages ud af køleskabet.
Servering
- Placer underbollen på en tallerken.
- Kom en god portion rødkål ovenpå.
- Skær herefter 2 skiver flæskesteg og placer dem ovenpå, gerne med sværene ud til siden.
- Kom en stor skefuld agurkesalat ovenpå stegen.
- Smør herefter overbollen med remoulade og læg den på og luk din burger.
- Hæld brun sovs over topbollen og server med kartoffelchips.
- Velbekomme.