
Opskrift på chokoladesoufflé
Jeg har endelig lavet den perfekte soufflé! Den hævede flot op og fik helt skarpe kanter – og den blev faktisk stående i et par minutter, efter den kom ud af ovnen. Det kan altså godt være lidt af en bedrift 😉
Jeg serverede chokoladesouffléen med en iskold creme anglaise (engelsk creme/vaniljesovs), hvilket var virkelig lækkert. Jeg fik idéen, da jeg så, at Kong Hans Kælder har serveret en chokoladesoufflé med creme anglaise. Begge dele er noget, min mand er stor fan af, så jeg gik i køkkenet og tryllede dette resultat frem – wow siger jeg bare.
Soufflé er den perfekte dessert, når der kommer gæster. Det er en fransk dessertklassiker, der er berømt for sit udseende, men også berygtet for nemt at ende galt.
Det helt afgørende for at en soufflé kan siges at være vellykket er, at den hæver flot op uden at klaske sammen, så snart man åbner ovnen – den skal stadig stå, når den serveres.
Det er en smuk, enkelt og blød dessert, og husk nu, at den skal serveres lige med det samme, den er kommet ud af ovnen.

Chokoladesoufflé
Ingredienser
Chokoladesouffléer
- 34 gram Smør
- 34 gram Kagehvedemel
- 7 gram Salt
- 188 gram Sødmælk
- 98 gram Sukker
- 135 gram Mørk chokolade 70%
- 5 Æg
Øvrigt
- Smør til at smøre skålene med
- Sukker til at drysse skålene med
- Flormelis til topping
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 190 grader celsius (almindelig ovn). Laver du souffléblandingen i god tid inden servering, venter du selvfølgelig bare med at tænde ovnen.
- Smør dine ramekinskåle grundigt med smør indvendigt, så der ikke er nogen "helligdage"/tørre pletter. Det er vigtigt, at der ingen helligdage er, da det vil få souffléen til at sidde fast, så den ikke kan hæve op. Det er en god idé at bruge skåle, der er helt glatte på indersiden, da det gør, at souffléen hæver mere jævnt op.
- Drys herefter indersiden af skålene med sukker, så de er dækket af et jævnt lag. Start med at komme lidt sukker i den ene skål, rotér den lidt, så sukkeret fordeler sig, og "grib" det overskydende sukker med den næste skål. Fortsæt sådan på alle skåle.
- Bland kagehvedemel, smør og salt sammen med hænderne. Vær grundig, så der ikke er noget mel, der er "tørt".
- Kom mælk i en gryde med 75 gram sukker. Bring det i kog over middelvarme.
- Tilføj blandingen af mel, smør og salt og lad det opløse, mens du pisker.
- Lad det stå i 4 minutter over lav varme, indtil konsistensen er blevet tyk og geléagtigt.
- Tilføj chokoladen og rør i det, indtil det er helt smeltet.
- Slå æggene ud og del dem i æggeblommer og -hvider.
- Kom æggeblommerne i soufflébasen og pisk det grundigt sammen. Sæt herefter det hele på køl, indtil lige inden, souffléerne skal serveres (de skal serveres direkte fra ovnen). Skal souffléerne laves med det samme, springer du bare straks videre til næste trin.
- Pisk æggehviderne til et let skum. Tilføj herefter de resterende 23 gram sukker og pisk videre, indtil det bliver til en marengs med faste, skinnende "buler" på toppen.
- Fold forsigtigt marengsen ind i soufflébasen ad tre omgange: Tilføj kun en tredjedel af marengsen ad gangen.
- Fyld skålene helt op til kanten. Brug bagsiden af en kniv til at fjerne overskydende dej, så toppen er helt lige, jævn og glat. Brug evt. et stykke tørt køkkenrulle til at rengøre skålene udvendigt.
- Sæt skålene i ovnen og lad dem bage i 17 minutter. Dette giver en soufflé med et cremet og blødt indre. Skal den være lidt fastere og "fjedrende", skal den have 1-2 minutter længere.
- Drys dem dem flormelis gennem en si.
- Servér straks med den iskolde creme anglaise i en lille kande/skål ved siden af. Hver især laver man et hul i toppen af sin soufflé med sin ske og hælder den kolde vaniljesovs ned i souffléen. Velbekomme.