Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Burger med trøffelmayo

Per Asmussen
   

Per er stifter af og redaktør på GastroFun.dk. Pers hjerte banker især for sous vide-teknikken, saucer og krogmodnet kød. Hans mission er at få danskerne til at spise bedre, lege og eksperimentere i køkkenet.

25. juli 2019

Opskrift på burger med trøffelmayo

En hjemmelavet burger, det er bare noget der du’r. Servér den i en hjemmebagt bolle smurt med hjemmerørt trøffelmayo, lidt ketchup, ultrasprødstegt bacon og sprødt rødkål, og så er der ikke mange pølsevogne, der kan følge med længere!

Personligt foretrækker jeg at putte kål fremfor salat i min burger, da det giver et bedre bid og crunch, men det er selvfølgelig smag og behag 😉

Hvad angår bacon, så er der naturligvis ingen skam i at bruge den helt gængse købebacon fra supermarkedet. Der er dog intet der kan måle sig med hjemmerøget bacon, så jeg laver det gerne selv. Hvis du har mod på det, så er der ingen undskyldning for at lade være! Her kan du blandt andet læse, hvordan du koldrøger din egen bacon og hvordan du kan lave dit eget lille “røgeri” af en affaldsspand fra IKEA.

Og så er der hakkebøffen… Der burde jo ikke være mange ben i at stege en god hakkebøf, men det er min erfaring, at det at tilberede en god, saftig hakkedreng alligevel kræver, at man har et par tricks i ærmet.

Det er for eksempel en rigtig god idé at tage kødet ud af køleskabet 30 minutter inden, bøffen skal steges. Ligger du den kolde bøf på den varme pande, vil væsken løbe ud af kødet – og så får du en kogt bøf fremfor en bøf med en lækker stegeskorpe.

Når du i står i supermarkedet, så er det i øvrigt ikke her, du skal være alt for fedtforskrækket. Det du’r ikke med hakkekød på 4-7%, når du skal stege en saftig bøf.

Jeg bruger altid 8-12%. På den måde bliver bøffen både saftig og får smag, jeg kan undlade at tilføje fedtstof til stegningen, og fedtprocenten er stadig nede på et niveau, hvor der er en reel kødsmag og -struktur i bøffen.

Det er lidt bøvlet kun at lave hjemmelavet mayo til 2 burgere, så du vil have lidt tilovers efterfølgende – men det er vel heller ikke en dårlig ting?

Det samme gælder de syltede rødløg – det ville være fjollet ikke at lave en lidt større portion, når du alligevel er i gang, men du kan selvfølgelig justere mængden, hvis du ønsker det. Syltede rødløg kan dog holde flere uger i køleskabet, og de er et så skønt og alsidigt tilbehør, at du nok skal få brugt det hele!


Servings: 2 burgere

Burger med trøffelmayo

Author: Per Asmussen
Forb. tid: 1 time 10 minutter
Tilb. tid: 35 minutter

Ingredients

Hakkebøffer

  • 400 gram Hakket Oksekød 8-12%
  • Flagesalt til smag
  • Peber fra kværn - til smag

Trøffelmayo

  • 1 Æggeblomme
  • 3 gram Salt
  • 5 gram Hvidvinseddike
  • 45 gram Trøffelolie olivenolie med trøffelstykker og ikke essens
  • Citronsaft til smag
  • Hvid peber til smag
  • Salt til smag

Sprød bacon

  • 4 skiver Bacon

Sprød rødkål

  • 40 gram Rødkål
  • Vand
  • Isterninger

Syltede rødløg

  • 4 Rødløg "almindelig" størrelse
  • 2 deciliter Sukker
  • 2 deciliter Vand
  • 2 deciliter Æblecidereddike eller anden eddike
  • 5 Peberkorn
  • 1.5 Laurbærblad

Servering

  • 2 spsk. Ketchup

Instructions

Hakkebøffer

    1. Tag det hakkede oksekød ud af køleskabet 30 minutter inden.
    2. Del kødet i to lige store stykker.
    3. Pres først det ene kødstykke sammen et par gange i hænderne, så kødet samler sig.
    4. Rul kødet til en kugle i mellem håndfladerne.
    5. Læg kuglen på et spækbræt.
    6. Brug den ene håndflade til at presse bøffen flad, mens den modsatte håndflade støtter/presser mod bøffens kanter hele vejen rundt indtil du har en ensartet bøf på cirka 2 centimeters tykkelse.
    7. Gentag på det andet kødstykke.
    8. Find en pande i en passende størrelse.
    9. Sæt panden på komfuret og tænd på middelhøjvarme. Vores komfur går fra 1-14, og jeg satte det på 12. Husk at det ikke er nødvendigt at tilføje fedtstof.
    10. Læg hakkebøfferne på den varme pande.
    11. Steg bøfferne i 3 minutter på hver side.
    12. Læg de færdige bøffer på et spækbræt og drys med salt og peber.
    13. Læg et rent viskestykke over bøfferne og lad dem hvile i et par minutter.
     

Hjemmerørt trøffelmayo

    1. Tag alle ingredienser ud af køleskabet, mål dem af og lad dem stå 30-45 minutter, så det hele har samme temperatur, når vi går igang.
    2. Tag en skål.
    3. Kom æggeblommen i skålen.
    4. Tilsæt salt.
    5. Pisk æggeblommen indtil den bliver sej.
    6. Tilsæt hvidvinseddiken mens du fortsat pisker.
    7. Tilsæt herefter trøffelolien i en tynd stråle. Fortsæt indtil du har nået den tykkelse, du ønsker.
    8. Smag til med citronsaft, salt og peber.
     

Sprød bacon

  • Hvis du ikke kaster dig ud i din egen hjemmelavede bacon, men i stedet køber den færdige skiveskårede bacon fra supermarkedet, så er det selvfølgelig ikke en hindring for at du kan få lækker og sprød bacon i din burger. Her guider jeg dig til at lave bacon i henholdsvis ovnen og på panden.
    I ovnen
    1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft eller 220 grader almindelig ovn.
    2. Start med at åbne pakken med det skiveskårene bacon.
    3. Tag en bradepande, beklæd den med bagepapir og læg baconskiverne herpå. Du kan enten lægge de lange stykker side om side uden at overlappe hinanden, eller du kan vælge at lægge dem i en cirkel, der passer til din bolle.
    4. Læg et nyt stykke bagepapir ovenpå baconen.
    5. Sæt bradebanden i den forvarmede ovn.
    6. Lad baconen stege i 10-12 minutter eller til de har den ønskede farve. Husk at holde øje med dem, så de ikke får for meget.
    7. Tag bradepanden ud af ovnen og læg den færdige, sprøde bacon på et par stykker køkkenrulle.
    På panden
    1. Find en pande i en passende størrelse.
    2. Læg baconskiverne på panden, side om side, så skiverne ikke overlapper hinanden. Der skal ikke tilsættes fedtstof til panden.
    3. Sæt panden på komfuret og tænd på middelvarme. Baconen skal steges langsomt. Hvis panden varmer for hurtigt op, øges risikoen for at baconen krøller.
    4. Steg baconen i 4-5 minutter på hver side. Afgiver baconen meget fedt undervejs, er det en fordel af hælde fedtet fra løbende. Tag det eventuelt fra med en spiseske, og undlad at hælde det i afløbet - smid det i stedet i skraldespanden.
    5. Tag den færdige, sprøde bacon af panden og læg den over på et par stykker køkkenrulle.
     

Sprød rødkål

    1. Fyld en skål med vand og isterninger. Vandet skal være iskoldt.
    2. Snit rødkålen fint på skærebrættet.
    3. Læg rødkålen over i skålen med det iskolde vand.
    4. Lad det stå i minimum 20 minutter. Du kan også vælge at stille skålen i køleskabet i op til et døgn for at få ekstrasprød rødkål.
    5. Tag rødkålen op af vandet og dup den af med et viskestykke.
     

Syltede rødløg

    1. Start med at skolde et patentglas. Du kan også skylle det med atamon efterfølgende for at øge de syltede rødløgs holdbarhed.
    2. Skær enderne af løgene og skræl dem.
    3. Halvér løgene og skær dem på langs ud i tynde skiver.
    4. Tag en gryde.
    5. Kom vand, æblecidereddike og sukker i gryden.
    6. Bring det i kog.
    7. Tilsæt herefter peberkorn og laurbærblade.
    8. Kom løgene i gryden.
    9. Lad dem koge i lagen i 3 minutter.
    10. Tag de færdige løg op af lagen og læg dem over i glasset. Sluk ikke for komfuret.
    11. Lad lagen koge videre uden løgene i yderligere 2 til 4 minutter.
    12. Hæld herefter lagen over i glasset, så løgene dækkes. Lad det køle lidt af, inden låget lukkes.
    13. Stil glasset på køl og lad løgene trække i 1 til 7 dage inden brug.
     

Hjemmebagte boller

  • Boller er altid at find i min fryser, fordi vi altid laver store portioner. Du kan i virkeligheden bruge enhver form for bolle, også købeboller, men burgeren bliver helt sikkert ekstragod ved at blive lavet på en hjemmelavet, reel burgerbolle. Du kan eksempelvis bage de populære brioche boller eller disse bløde burgerboller.
    1. Tag de frosne boller ud af fryseren fra morgenstunden.
    2. Skær bollerne over.
    3. Læg dem på brødristeren med skæresiden nedad og giv dem et par minutter. Det forhindrer at brødet suger al dressing og ketchup til sig.
    4. Vend bollerne om og giv dem yderligere 30 sekunder på den anden side. De skal blot lunes på ydersiden.
     

Servering

    1. Smør trøffelmayo på underbollen og ketchup på overbolllen.
    2. Læg bøffen ovenpå på trøffelmayoen.
    3. Læg derefter den sprøde bacon, syltede rødløg og den sprøde rødkål ovenpå bøffen.
    4. Læg afslutningsvis overbollen på toppen.
    5. Servér.
    Burger med trøffelmayo

Notes


Se en teaser til vores video hvor vi laver burgerbollen her:
I GastroFun PREMIUM kan du selvfølgelig se hele videoen. Har du ikke adgang endnu, kan du tilmelde dig her.