
Opskrift på Æggevaffel med tomatsalat
Sund, nem, lækker og lynhurtig weekend – eller ferie morgenmad.
I kender godt de dage, hvor det gerne må være lidt ekstra lækkert, måske lidt anderledes end den sædvanlige morgenmad, men helst ikke spor besværligt. Til de dage, er de her vafler er et virkelig godt bud!
Du får her æggevafler med tomat/avocado salat og feta… super simpelt, super godt.
Vaflerne består af bare 4 ingredienser, der piskes sammen i en skål og så skal vaflerne bare steges.
Tomatsalaten er lige så simpel og det hele er klar på 10 min fra start til slut.
Oplagt som morgenmad, men kan spises når som helst på dagen – den sprøde vaffel i kombi med frisk tomatsalat og cremet feta fungerer på alle tidspunkter.

Æggevaffel med tomatsalat
Ingredienser
Vaffel
- 2 stk. Æg
- 2 spsk. Mælk
- 1/2 spsk. Hvedemel
- Salt og Peber
Tomatsalat
- 2 stk. Tomater
- 1 stk. Avocado moden
- 1 tsk. Balsamico
- Salt og Peber
Desuden
- Frisk spinat el. anden salat
- 1 spsk. Feta
- Basilikumblade lidt – kan udelades
Sådan gør du
- Pisk alle ingredienser til vaflen sammen og tilbered i vaffeljern.
- Skær tomat og avocado i små tern og vend sammen med balsamico og salt/peber efter smag.
- Anret salaten på din vaffel og top med smuldret feta og evt. lidt basilikum