Kend forskel på pastinak og persillerod

Kend forskel på pastinak og persillerod
Indholdsfortegnelse

Pastinak og persillerod. Ja, de ser jo umiddelbart ens ud, i hvert fald ved første øjekast. De to adskiller sig dog på både smag og konsistens. Det er heldigvis ikke så svært at skelne dem fra hinanden - du skal bare lige kende tricket.

Læs med her og bliv lidt klogere på de to fantastiske men vidt forskellige rodfrugter og hvad de hver især kan gøre for din madlavning.

 

Danske pastinakker og persillerødder

Pastinak

Pastinakken er en såkaldt pælerod, der oprindeligt stammer fra Central- og Sydeuropa. Her har den været dyrket i flere tusinde år, men den findes stadig vildt i naturen. I "gamle" dage var pastinakken langt mere udbredt i de europæiske køkkener, end den er i dag, men da vi i sin tid blev introduceret til kartoflen, overtog den hurtigt pastinakkens ellers dominerende plads.

Pastinak trives i Danmark, da frost er helt essentielt, for at pastinakken kan udvikle sin karakteristiske smag. Og smagen, den vender vi tilbage til.

Du kan finde danske pastinakker i supermarkedet fra omkring august til april måned.

 

Persillerod

Persillerod

Det er ikke helt uden grund, at persilleroden har fået sit navn. Den stammer nemlig fra persilleplanten. Persillerod har ligesom pastinak sine "rødder" i Middelhavslandene og trives vældigt godt i vores danske klima.

Den danske sæson for persillerødder ligger kun en anelse forskudt fra pastinakken, nemlig fra september til marts.

 

Masser af god næring

Rodfrugter er meget næringsrige og giver masser af smag, vitaminer og mæthed til et måltid. Pastinak og persillerod er bestemt ingen undtagelse.

Pastinak er sprængfyldt med kostfibre, B-, C-, og E-vitamin samt kalcium, jern og zink.

Persillerod har ligeledes masser af kostfibre at byde på og er desuden en særligt god kilde til B-vitaminet, folat, også kaldt folsyre. Dette er særligt gavnligt, hvis du er gravid. Folat er desuden vigtigt for celledelingen og proteinsyntesen. Persillerod er også rig på C- og E-vitamin samt jern og kalium.

 

To vidt forskellige rodfrugter

Vi har allerede været lidt inde på det, men lighederne mellem pastinak og persillerod er, foruden udseendet, ikke mange.

Både med og uden skræl har de visse ligheder, men på smag og konsistens minder de ingenlunde om hinanden.

Rå pastinak har en anelse skarp og "grov" smag, men når den tilberedes, bliver den rund, mild og nøddeagtig. Pastinak er mere sød og krydret end persillerod og minder måske lidt om selleri. Persillerod derimod har en kraftig persillearoma over sig, og hvor pastinakken bliver betydeligt blødere efter tilberedning, bevarer persilleroden langt hen ad vejen en fast, sprød konsistens.

 

Smagen

Persillerod har en tydelig smag af persille, både i rå og tilberedt form. Tilberedt bliver smagen dog lidt sødere.

Pastinak har i sin rå form en lidt skarp og "grov" smag, der minder om selleri. Ved tilberedning bliver den betydeligt mere rund, mild og nøddeagtig i smagen.

 

Konsistensen

Persillerod bevarer sin faste konsistens og sprødhed. Godt bid.

Pastinak bliver blødere ved tilberedning. Lækker "rund" og blød mundfornemmelse.

 

 

Lær at se forskel

Det er nemt at forveksle pastinak og persillerod, særligt for det utrænede øje. Når du først har lært tricket, synes det dog let som en leg!

Du skal blot bruge huskeregelen, at "Pastinakken skal ned med nakken". Pastinakken buer nemlig ned/indad i toppen, hvor persilleroden buer udad. Et godt tip er i øvrigt at gå efter pastinakker, der ikke har vokset sig alt for store. Disse er nemlig ofte lidt seje i midten.

 

Pastinak i madlavningen

Pastinakken varierer en del, alt efter om den serveres rå eller tilberedt. Den kan spises både rå, bagt og kogt.

Du kan for eksempel prøve at rive pastinakken og komme den i kødsovsen til spaghetti kødsovs. Pastinak koger ret nemt ud, hvorfor den nemt kamoufleres i kødsovsen. Det er en smart måde at snige lidt grøntsager ind i aftensmaden, samtidig med at den giver en god smag. Det er også et trick, du kan bruge til lasagnen! Vi tør næsten garantere, at ungerne aldrig opdager det.

Du kan også bruge pastinak i kartoffelmosen, eksempelvis serveret til en klassisk boeuf bourguignonragout eller forloren hare.  Og så er den selvfølgelig også god at blande i de øvrige bagte rodfrugter.

 

Persillerod i madlavningen

Persillerod kan spises både rå og tilberedt. Den anvendes typisk som suppeurt. Du kan også prøve at råmarinere den og/eller servere den stegt, bagt, dampet eller friteret.

Bagt persillerod er rigtig lækkert serveret til hjerter i flødesovs, og ligesom med pastinakken kan du jo også blande den sammen med andre rodfrugter i ovnen og eksempelvis servere det til et rigtig godt stykke kød med rødvinssauce.

Hvis du ligesom os har et "soft spot" for den klassiske brændende kærlighed med kartoffelmos, så skal du næste gang forsøge dig med at lave mosen på en blanding af kartofler og persillerod, som det er gjort her. På denne måde får mosen en helt anden dybde.

Persillerod er også god til puré. Lav den for eksempel med en blanding af persillerod, porre og knoldselleri, serveret til koteletter eller andet kød.

Persillerodens grønne top er perfekt til suppevisk, men kan desuden bruges i stedet for persille i diverse sammenhænge.

 

Opskrifter med pastinak

Brændende kærlighed med rodfrugtmos

Brændende kærlighed med chorizo og rodfrugter


Andebryst med rodfrugter stegt i andefedt

Stegt andebryst


Bagte rodfrugter

Bagte rodfrugter


Pastinak sous vide

Pastinak sous vide


 

Opskrifter med persillerod

Bouef Daube one-pot

Boeuf Daube one-pot


Sous vide koteletter med rodfrugt puré og kartofler

Sous vide koteletter med rodfrugt pure og kartofler


Brændende kærlighed med chorizo og rodfrugter

Brændende kærlighed med chorizo og rodfrugter


Hjerter i flødesovs med rodfrugter

Hjerter i flødesovs med rodfrugter


 

Kategori

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.


Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier