Tapas – den lille servering med de mange muligheder
Tapas er navnet på en række små, spanske retter, der kan bruges som appetitvækkere eller sættes sammen til et stort måltid. “Tapa” betyder “låg” på spansk, og man mener, at ordets brug stammer fra Andalusien, hvor tyndt brød eller skinke blev brugt som låg på glassene for at holde skidt og insekter væk fra sherryen, når man sad og fik et lille glas på en cafe.
I Danmark er det ikke så mange år siden, at vi for første gang stødte på begrebet tapas. I tapaens oprindelsesland, Spanien, er det dog hverken noget særlig nyt eller moderne. Her opstod tapastraditionen nemlig allerede i 1200-tallet, dengang barerne lå ved siden af kirkerne i byerne og i landsbyerne.
Dengang drak man masser af vin i Spanien. Det var svært at skaffe rent vand, hvorfor man i stedet drak vin, ofte på tom mave. Mad var dyrt, men det var vin ikke, og det kræver ikke meget fantasi at forestille sig hvad rigelige mængder vin, indtaget på tom mave af en flok mænd, kan få af konsekvenser. Druk, slagsmål og forringet arbejdsevne var blot nogle af de uheldige konsekvenser, den udprægede drukkultur medførte, og man blev fra politisk side klar over, at noget måtte gøres.
Det betød, at der blev indført en lov om, at alle barer skulle servere lidt let mad sammen med vinen. En lille servering ville forhåbentlig opveje nogle af de uheldige konsekvenser, vinen ellers havde, når den blev indtaget på tom mave. Det blev derfor kutyme, at der blev serveret og spist brød med tilbehør af f.eks. serranoskinke, chorizopølse, ost og oliven til vinen på barerne. Den tradition findes stadig den dag i dag over hele Spanien i mere eller mindre sofistikerede udformninger. Det blev starten på det vi i dag, med et meget bredt begreb, kalder tapas.
Tapas er i korte træk små, lækre retter, der kan spises som forret eller sættes sammen til ét stort måltid. Tapas er for mange blevet lig med hygge og socialt samvær, da det er oplagt at sidde og nippe af lækkerierne mens snakken går omkring bordet. Der er utallige muligheder for at sammensætte sin egen tapasmenu ud fra personlige favoritter, og hvad end du er til pesto og parmaskinke, gedeost og figner eller fetadip og oliven kan det kombineres på kryds og tværs. De mange små retter ledsages typisk af et godt brød, der passer til det hele.
Selv om tapas oprindeligt er spansk, er der ingen der siger, at det kun er spanske retter, du kan servere som tapas. Du kan nemlig sagtens sammensætte en tapasmenu bestående af specialiteter fra andre lande. Hvorfor ikke sammensætte en italiensk tapas med parmaskinke, lækre oliven og et udvalg af italienske pølser og oste? Eller en græskinspireret tapas med fetaost, tzatziki og små, krydrede kødboller af lammekød? Du kan også forsøge dig med en danskinspireret tapas bestående af danske skinker og pølser, hjemmelavede eller gode, købte flæskesvær samt et udvalg af chutney, lavet af danske råvarer. Alt kan købes i velassorterede supermarkeder, så du behøver ikke at fare byen rundt og lede i dagevis for at stable arrangementet på benene.
Få inspiration til din næste tapasaften i vores mange lækre opskrifter herunder.
Opskrifter på tapas
En kongelig søndagstapas
Foccacia bagt i springfrom
Foccacia med semi-dried tomatoes
Foccacia med tomat
Focaccia med cherry tomater
Madbrød
Italiensk flutes
Langtidshævet brød
Brezel
Oliventapenade
Grøn pesto
Langtidsbagte tomater (semidried)
Aioli/mayonnaise
Butterdejssnacks
Lomo
Røget andebryst
Røget svinemørbrad
Coppa
Lonzino
Røget mørbrad
Røget filet
Carpaccio salater
Vi har tre forskellige udgaver af carpaccio salat herunder:
God fornøjelse – og velbekomme!